»Du dør ikke rigtigt«

Som selvmordsterrorist skal man overskride mange grænser - men belønningen findes. Det evige og gode liv hinsides.

Taymour Abdel Wahab menes at være bombemanden, der lørdag tog sit eget liv i Stockholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: - AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Langt hovedparten af de, der vælger at forlade det jordiske liv som selvmordsterrorist, gør det som led i en martyrkult, hvor de støtter sig til forestillingen om at træde ind i Paradis i det øjeblik, hvor eksplosionen river dem fra hinanden.

»Det er unaturligt for et menneske at skulle opgive sit liv. Når det samtidig gælder om at slå civile ihjel, er der tale om to så ekstreme handlinger, at der skal en helt særlig situation til: Den ene del er at have en martyrkult at støtte sig til, hvor man bilder folk ind at: »Du dør ikke rigtigt« og lover dem en belønning, og den anden del er, at de pågældende er overbeviste, om at deres etniske gruppe er truet af udryddelse.«

Sådan sammenfatter Mikkel W. Kaagaard, cand.mag. i historie og samfundsfag der har skrevet speciale om selvmordsterrorisme ved Institut for Historie og Områdestudier på Aarhus Universitet, en de kræfter som driver mennesker til dræbe og lemlæste.

»For muslimer er det med udsigt til 72 jomfruer og mulighed for senere at tage familien med. For de Tamilske Tigre med et løfte om at blive et frø og genopstå i den have der blomstrer, når Tigrene får et eget hjemland. Den udsigt kan være altafgørende i den sidste fase når aktionen skal udføres,« siger han.

Men også forestillingen om at være del af en organisation, hvor det at ofre sig selv som det ultimativt mest slagkraftige våben, har i følge Mikkel Kaagaard vist sig at have en mobiliserende effekt på de mennesker, som ikke mindst al-Qaeda appellerer til.

Alt tyder også på, at den svensk/irakiske bombemand har været inspireret af radikale muslimske kræfter både på nettet og gennem sine ophold i den engelske by Luton, hvor han kan have fået såvel praktisk som psykisk opbakning til sit forehavende. For som den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp siger: »Man behøver også psykologisk støtte for at gennemføre et selvmordsattentat. Det havde været en anden sag, hvis det bare havde drejer sig om en bilbrand. Men at sætte rørbomber sammen og siden ofre sit liv, bliver jeg højst forbavset, hvis han ikke har været i kontakt med andre personer om.«

Ofte er de »home-grown«-terrorister der bliver selvmordere, på overfladen velfungerende unge, der har boet længe i de lande, hvor de vælger at slå til.

»De har ikke lignet nogen, der er marginaliserede, derfor har efterretningstjenesterne svært ved at forudsige, hvem der ender med at blive selvmordsterrorrister,« siger Mikkel Kaagaard.

Et af de grundlæggende træk der sender unge ud på den glidebane, er ifølge Mikkel Kaagaard den identitetskrise der kan opstå, når en person »rent faktisk har forsøgt at lade sig integrere, lært sig sproget, har taget en uddannelse - men som har oplevet at sidde tilbage med rodløshed og manglende svar på, hvem de er.«