Druknede flygtninge til morgenkaffe

Muhammed fra Mosul var en af de første flygtninge, som fotograf Asger Ladefoged og jeg mødte. Ved ankomsten til Izmir i Tyrkiet sad han med vennerne og spiste natmad. Klokken var 02.30, og der var stadig liv i gaden. Den slags liv, der skabes, når mange tusinde flygtninge stimler sammen, inden de bevæger sig videre.

Muhammed, en elegant kortklippet fyr med gul-grønne øjne, bød på kaffe, og vi fik en kort snak om hans flugt fra Mosul, Islamisk Stats hovedstad i Irak.

Tidligt næste morgen begyndte billedet af den kastastroferamte tyrkiske ferieby at blive endnu tydeligere. Muhammed kom gående med telefonen i hånden.

»Se her,« sagde han og viste et billede af et nydeligt ægtepar med to små børn.

»De druknede i nat.«

En tør konstatering. Muhammed viste ikke tegn på at være ked af det, eller oprørt. Sådan bliver man, når man har opholdt sig mere end et par dage i Izmir, og når alle ens venner, bekendte og dem man ikke engang kender kan fortælle historier, der overgår fantasien. Historier om Islamisk Stats religiøse tvang, Assads tøndebomber og den lange vej gennem Tyrkiet. Det er katastrofeinflation. Der skal virkelig meget til at ryste en Muhammed, der har set det hele fra ende til anden i en alder af 24 år.

To druknede spædbørn og et ægtepar, er »ingenting« – det sker jo hele tiden er holdningen hos Muhammed og vennerne, der undrer sig over verdens reaktion over billedet af den druknede kurdiske dreng, Aylan.

Som de siger, er mange børn druknet både før og efter ham. Det er fint at vise billedet, men det hæver barren for, hvad man vil lade sig påvirke af næste gang, fortæller de. De lyder som om, de taler af erfaring.

Asger og jeg taler om emnet. Vi har mistet venner i krig, været i livsfare sammen i Irak og Syrien og har hørt de mest frygtelige beretninger fra flygtninge. Og nu står vi så her igen.

Er vi kolde og kyniske? Det synes vi ikke, men vi kan godt forstå dem, der er. I dagslyset er gadebilledet og byens rytme også blevet tydeligere.

Grupperne af flygtninge, der står på gadehjørner med sorte affaldssække har modtaget ordrer fra de syriske eller irakiske mellemmænd – ordrer om at gøre sig klar til afhentning. Deres båd, som den tyrkiske mafia står for at arrangere, vil være klar senere på dagen.

Grupperne af flygtninge, der vandrer rundt, ligger eller sidder på vejene, har ikke modtaget noget opkald og venter stadig på, at den handel, de har sat i gang for 8.000 kroner per person, vil lykkes.

Grupperne af tiggere og de familier, der bare ligger med tomme øjne, er dem, der ikke engang har råd til at tage kontakt til mafiaen og de mange mellemmænd. De familier ligger rundt omkring på fortovene. Nogle har fundet skygge på en plads bag en moské.

Når de ser os, vil de høre, hvad der sker i Europa. De har hørt rygter om problemer ved den ungarnske grænse. Ved synet af den video, hvor de ungarnske myndigheder kaster madpakker ind over en sammenstimlende gruppe af flygtninge, ruller de første tårer. Billederne af tåregas, stenkast og voldsomme arrestationer får dem til at stå helt stille. De aner ikke, hvad de skal stille op og famler efter en åbning med spørgsmål om, hvornår Angela Merkels skib kommer og henter dem.

Tyrkiske betjente har kørt en vandkanon i stilling på den centrale plads i det kvarter, flygtningene opholder sig i, og her og der sidder betjente og ser fodboldkamp på storskærm eller nyder en kop stærk te, mens mødre køber sovemidler til børnene, så de sover længere.

Handlerne finder sted for næsen af alle. Mellemmændene er lette at spotte. De haster ind og ud af hotellobbyer og mestrer det kolde blik, der er totalt blottet for følelser. Vi taler med en af dem og sidder i ti minutter ved et bord på et virkelig luset bordel. Hvor ellers?

De ved, at de sender nogle af flygtningene i døden. De ved, at deres mafiachefer truer de mødre og fædre, der får kolde fødder med pistoler, når de står og tøver i vandkanten. Men smuglerne har for længst koblet sig fra den virkelighed, de er en del af. Blandt andet ved at placere skylden på EUs skuldre.

Logikken hos smuglerne er, at det er EU, der tvinger flygtningene i fare ved at lukke for landruterne.