Drop to og to: Kør store, højlydte vennegrupper – Greek Style

Foto: SARA GANGSTED. Maria Arcel.
Læs mere
Fold sammen

På torsdag klokken 17 skal jeg mødes med min veninde Paulina. Lørdag kan jeg lige presse en kort caféaftale ind med Thilde, og så må jeg vente med at se Cecilie til tirsdag i næste uge igen, som er første gang, vi begge kan få det til at gå op.

Sådan ser min fuldt bookede kalender oftest ud, når jeg bor i Danmark. De fleste kender nok følelsen af, at der er alt for lidt tid til venner og veninder i en travl hverdag, hvor arbejde, træning, rengøring, og måske også børn skal passes.

Da jeg flyttede til Grækenland, gik jeg ud fra, at systemet fungerede nogenlunde på samme måde. Stram struktur og nøje planlægning skulle til for at kunne få et socialt liv til at hænge sammen med alt det andet og professionelle. Men jeg tog grueligt fejl. Jeg skrev og ringede til mine græske venner og veninder for at aftale at mødes på et tidspunkt i næste uge. Her sad jeg klar med kalender og kuglepen i hånden, men blev kun mødt af overbærende skraldgrin og latterliggørelse – »robot« kaldte de mig. For hvordan skulle de dog have nogen chance for at vide, hvor de var, og hvad de lige havde lyst til at lave næste torsdag klokken 13?

Hvis det endelig lykkedes min indre kontrolfreak at overbevise et græsk bekendtskab om at aftale tid og sted, sad jeg i bedste fald og ventede klar og naiv i timevis på den forsinkede græker – og i værste fald på en, der aldrig dukkede op.

I et sådant desperat øjeblik, er robotten her nok et par gange og knap så elegant kommet til fornærmet og forarget at udbryde et »det er da klart, at jeres land ligger i økonomiske ruiner, når I ikke engang kan overholde en simpel aftale!«

I Danmark ville jeg aldrig ringe og spørge en veninde, om hun kunne mødes lige nu og her. For selvfølgelig kan hun ikke det. Hun har jo travlt – ligesom alle andre. Og da flere af mine veninder ikke kender hinanden, og det derudover ville være logistisk helt usandsynligt, at så mange travle kvinder alle tilfældigvis kunne mødes samme dag og tid, ser jeg altid mine veninder to og to.

Når mine danske veninder besøger mig i Grækenland, spørger de altid »Hvad er planen?« Og jeg bliver mindet om, at nåh, jo! Sådan en skal der jo være for dem. Jeg selv har opgivet planlægning for længst. Det kræver alt for meget spildt energi. Jeg fortæller dem, at min græske vennegruppe siger, at de gerne vil mødes til drinks med os i aften, men at det skal man altså ikke tage så højtideligt. Det kan blive fra alt mellem klokken 20 og 01 om natten – hvis det overhovedet bliver til noget. Så regn aldrig med noget.

I Grækenland har alle mennesker det, de kalder en »parea« – det kan løst oversættes til vennegruppe. Grækerne lever og dør for deres parea. Unge som gamle ser hele deres parea hver eneste dag til kaffe – og det er aldrig planlagt før et par minutter før, de rent faktisk mødes.

I gadebilledet er den stærke pareakultur tydeligt repræsenteret. Propfyldte caféer med store grupper af enten piger eller drenge, kvinder eller mænd – meget sjældent en blanding af kønnene – sidder og drikker kaffe sammen i timevis på alle tider af dagen. Oftest har de et helt særligt græsk talent for at kunne sippe til det samme glas Freddo Espresso – iskaffe – i samtlige timer på grund af deres stramme budget, imens jeg får slugt fire Coca Cola Zero i samme tidsrum.

Jeg stiller tit mig selv spørgsmålet: Hvordan har de dog tid til at hænge ud her dagen lang? 25 procent arbejdsløshed for voksne og 50 procent for unge er selvfølgelig en del af svaret, men parealivsstilen har nu engang altid eksisteret i Grækenland – også før den økonomiske krise.

Her bliver pareaen og det sociale liv prioriteret i alle aldre i samfundet. Ofte har de opbygget deres parea fra de var børn, nye medlemmer er stødt til, gruppen har vokset sig større og større med årene – og alle er velkomne. Selv de gamle græske mænd og kvinder mødes stadig en gang om dagen på Kaffenioen og får talt om løst og fast, imens røgen fra de hjemmerullede kareliaer lægger sig tungt som en dyne over cafébordene.

Hver dag får jeg et opkald eller besked fra et medlem i min parea:

»Vi sidder nogle stykker på caféen – kom hvis du har lyst.« Nogle sidder der i timer, andre kigger bare lige forbi og siger hej, og flere medlemmer støder til løbende. Men i adskillige timer kan man være sikker på at finde en del af sin parea på stamcaféen.

Det er svært at forene den ustrukturerede og spontane livstil med det organiserede Danmark. Vores store talent for logistik og planlægning er formentlig også en vigtig faktor for, hvor godt vores samfund og økonomi fungerer – der er styr på det.

Men måske er vores systemverden også en hæmsko for vores sociale liv – for vores impulsivitet og go with the flow-tilgang.

For tænk engang, hvis vi blev bedre til at forene vores venner og veninder, der ikke kender hinanden til store, nye vennegrupper. Tænk, hvis vi vidste, at mindst et par stykker af dem altid sad lige rundt om hjørnet på yndlingscaféen og grinede og sladrede om kap over caffe latten.

Når jeg engang vender hjem til Danmark, vil jeg i hvert fald forsøge mig med et eksperiment. Jeg vil sætte mig på en café efter arbejde – skrive til hele min parea, uanset om de kender hinanden eller ej, at her sidder jeg i nogle timer og dem, der kan og vil, kan kigge forbi. Så må vi se, om mine travle karriereveninder er med på så grænseoverskridende og ustruktureret et projekt i kalender-Danmark.

Maria Arcel er Berlingskes korrespondent i Grækenland.