Dronningen dummer sig aldrig. Men det gør de amerikanske præsidenter. Hvordan klarer Biden mødet med Elizabeth?

Jimmy Carter kyssede dronningens mor på læberne. Nixon ville sætte sin datter op med prins Charles. Og Donald Trump fik – måske lidt uretfærdigt – medierne på nakken for at bryde alverdens uskrevne regler. Dronning Elizabeth får i weekenden besøg af den tolvte amerikanske præsident i hendes regentperiode, Joe Biden. Besøgene bliver altid nærstuderet – og de ender ikke lige godt for de amerikanske præsidenter.

Da Donald Trump var på besøg hos dronning Elizabeth i 2018, rejste der sig et ramaskrig på de sociale medier, fordi det så ud til, at han trådte foran dronningen, da de inspicerede æresgarden foran Windsor Castle. Nu er det præsident Bidens tur til at besøge den britiske monark. Matt Dunham/AFP/Ritzau Scanpix

Da Donald Trump besøgte Storbritannien i sommeren 2018, gik den britiske presse broche-amok. De førende eksperter i royale brocher fik pludselig travlt. Journalisterne ringede, de undrede sig:

For hvordan skulle man tolke de brocher, som dronning Elizabeth bar, da hun havde Donald Trump på besøg? Hånede hun virkelig den amerikanske præsident?