Storbritanniens tidligere udenrigsminister og borgmester i London Boris Johnson er onsdag formelt blevet udpeget til premierminister under et besøg hos dronningen.
Kort forinden havde den nu afgåede premierminister Theresa May selv besøgt dronningen, hvor hun formelt indgav sin opsigelse.
I sine sidste ord som premierminister sagde May, at brexit er den umiddelbart vigtigste opgave for hendes afløser.
Det er også dér, Johnson starter, da han kort tid efter holder en tale foran premierministerboligen i Downing Street 10.
Johnson gentager sit løfte om, at briterne vil forlade det europæiske samarbejde ved fristen 31. oktober.
»Ingen hvis, ingen men,« siger den nyindsatte premierminister og tilføjer, at han vil lave en »ny aftale, en bedre aftale« med EU.
Johnson siger, at han vil lave en ny og bedre aftale med EU og skabe partnerskaber med landene i Europa baseret på frihandel. Det har han tiltro til, kan ske inden fristen i oktober.
»Vi venter ikke 99 dage. Det britiske folk har fået nok af at vente. Det er tid til at handle, til at tage beslutninger, at vise stærkt lederskab og til at ændre landet til det bedre,« siger Johnson.
Premierministeren påpeger, at briterne skal forberede sig på muligheden for at forlade EU uden en aftale, hvis EU ikke vil forhandle den nuværende.
EU har gentagne gange insisteret på, at aftalen, som Theresa May var med til at forhandle på plads, ikke er til genforhandling.
Johnson nævner blandt andet grænsen mellem Irland og Nordirland, der har været et af de store stridspunkter.
»Jeg er overbevist om, at vi kan lave en aftale uden kontrolposter ved den irske grænse, fordi vi under alle omstændigheder nægter det,« siger han.
Efter talen gik Boris Johnson ind i Downing Street 10, hvor han nu skal i gang med at udpege sin regering.
Da Boris Johnson var på vej ind til paladset, blev hans bil kortvarigt stoppet af en menneskekæde af klimademonstranter fra organisationen Greenpeace.
I en erklæring har den britiske direktør i organisationen sagt, at de forsøgte at give den kommende premierminister deres klimamanifest.
/ritzau/Reuters