En drone i luftrummet fik onsdag Litauen til at gå i alarmberedskab, og folk blev i flere regioner opfordret til at søge dækning.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Både præsident Gitanas Nauseda, premierminister Inga Ruginiene og parlamentsmedlemmer blev sendt i beskyttelsesrum. Det oplyser de politiske lederes kontorer til nyhedsbureauet BNS.

Imens blev flytrafik indstillet i hovedstadens lufthavn på grund af frygt for droner i landets luftrum.

- Søg med det samme tilflugt et sikkert sted, tag dig af dine nærmeste, og afvent nye anbefalinger, hed det ifølge nyhedsbureauet Reuters i en meddelelse fra hæren sendt til folk i hovedstaden.

Senere blev alarmen ophævet, lufthavnen genåbnet, og borgere fik lov til at forlade deres tilflugtssteder.

Hændelsen varede omkring en time.

Også togtrafik omkring landets hovedstad, Vilnius, blev indstillet. Skoler og børnehaver fik besked om at sende børnene i beskyttelsesrum.

Ifølge landets forsvarsminister, Vladislav Kondratovič, fløj dronen mod byen Lentvaris nær Vilnius, inden den skiftede kurs.

Nato-fly forsøgte at følge den, men det vides ikke, om den faldt ned eller fløj ud af Litauen igen.

Der blev undervejs også sendt en advarsel ud i parlamentsbygningen i Vilnius.

- På grund af risikoen for luftangreb opfordrer vi alle personer i bygningen til at søge tilflugt det nærmest mulige sted, lød det over parlamentets højttalersystemer.

Billeder viste folk i et beskyttelsesrum i parlamentet.

Det nationale krisehåndteringscenter i Litauen meddelte tidligere onsdag, at det havde udsendt en advarsel på grund af en drone i nabolandet Belarus. Den var blevet observeret med kurs mod Litauen.

I den forbindelse lød det, at dronens oprindelse ikke var blevet bekræftet.

Siden marts er ukrainske droner flere gange fløjet ind i luftrummet over Baltikum, som foruden Estland og Letland omfatter Litauen. Også Finland har registreret ukrainske droner i sit luftrum.

Hændelserne finder sted, efter at Ukraine har skruet op for langtrækkende droneangreb mod Rusland i området.

Så sent som tirsdag nedskød et Nato-fly en drone over Estland. Den drone formodes at være ukrainsk.

Nato-chef Mark Rutte siger onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters, at alliancen ikke giver Ukraine skylden.

- Hvis der kommer droner fra Ukraine, så er de der ikke, fordi Ukraine ønsker at sende en drone til Letland, Litauen eller Estland. De er der på grund af Ruslands hensynsløse, ulovlige fuldskalaangreb, understreger han i Bruxelles.

/ritzau/