Drivhus for ekstremister

Libanons palæstinensiske flygtningelejre er en tikkende bombe, der venter på at eksplodere. Flygtningene er dårligere stillet end i noget andet land, og al-Qaeda-inspirerede grupper forsøger at hverve krigere blandt palæstinensiske militante i lejrene. Berlingske har besøgt Shatila-lejren ved Beirut.

Palæstinensiske børn leder efter brugbare ting mellem affald og ruiner i den krigshærgede flygtningelejr Shatila nær Libanons hovedstad, Beirut. <br>Foto: Marwan Naamani/AFP Fold sammen
Læs mere

Tre unge mænd udstråler varierende grader af alvor fra portrætter på væggen oven over en rødmønstret sofa. Nasim længst til venstre har åbentstående skjorte og lange 70er-agtige skjorteflipper. Han blev dræbt i 1976 i kampe mod Libanons falangister.

Hans bror Muhammed, en ung mand med overskæg og et intenst blik, der borer sig ind i én, blev året efter taget af syrerne siden har ingen set ham. Længst til højre ser Ahmed med et sky blik og halvlangt bølget hår ud påén. Ahmed blev skudt i »Lejrenes Krig« i 80erne, hvor palæstinenserne og det libanesiske shiamuslimske parti Amal bekrigede hinanden.

»Jeg har mistet mine tre sønner,« fortæller Oum Nazem siddende på gulvet i sin »dagligstue« på godt en kvadratmeter i flygtningelejren Shatila i det sydlige Beirut.

Oum Nazem har en hæs, rå, dyb stemme, der lyder som et århundrede. Men i virkeligheden er den lille, krogede, fyldige kvinde kun 71 år, siger hun. Oum Nazem var 12 år, da hendes familie i 1948 blev fordrevet fra landsbyen Gabra ved Genezareth Sø i det nuværende Israel. Siden har hun tilbragt 59 år i flygtningelejre i Libanon.

Lejren Shatila, der blev grundlagt af FN i 1949 og i dag huser over 12.000 mennesker på en kvadratkilometer, ligner ikke længere en foreløbig flygtningelejr. Shatila er en by. En slumby med huse på fem etager i udkanten af Beirut, hvor kringlede smalle veje fører én ind mellem faldefærdige huse, der er sønderrevet af skudhuller eller klistret til med plakater af martyrer og kort over de palæstinensiske områder. »Oh Jerusalem, du nærmer dig,« lyder et graffiti-slogan på en forrevet mur. Neden under bogstaverne vogter et par unge mænd med Kalashnikov-maskinpistoler.

Tidsindstillet bombe
Men der er i disse år ikke meget, der tyder på, at Jerusalem, som både israelerne og palæstinenserne ønsker som hovedstad, kommer nærmere.

I stedet har de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon, der huser op mod en halv million palæstinensiske flygtninge, udviklet sig til tidsindstillede bomber, der venter på at eksplodere. Yderligtgående islamiske, al-Qaeda-inspirerede grupper forsøger at gøre indhug i de horder af militante fraktioner, der fordriver tiden på hvert et gadehjørne i slumbyerne. De palæstinensiske flygtninge i Libanon har få rettigheder og er dårligere stillet end palæstinensere i noget andet arabisk land.

Værste kampe siden borgerkrig
Libanesiske soldater har siden den 20. maj kæmpet mod den al-Qaeda-inspirerede islamiske gruppe Fatah al-Islam i flygtningelejren Nahr el-Bared, der ligger langs Middelhavet uden for Libanons næststørste by, Tripoli. Kampene har kostet mindst 246 mennesker livet - Over 110 soldater og mindst 40 civile - og er de dødeligste sammenstød siden Libanons borgerkrig fra 1975 til 1990. Fatah al-Islam siger, at den støtter al-Qaedas ideologi, men ikke har nogen formelle bånd til al-Qaeda. Blandt de dræbte militante er krigere fra de palæstinensiske områder, Libanon, Yemen, Syrien og mindst ti fra Saudi-Arabien.

En gruppe af Fatah al-Islam-krigere kom først til Shatila for nogle måneder siden. Men Shatilas palæstinensiske ledelse fik bange anelser om, hvad gruppen ville, og smed den ud af lejren. Længere mod nord i Nahr el-Bared-lejren, der ikke er helt så hærdet af politiske opgør som Shatila-lejren, lykkedes det imidlertid krigerne at få fodfæste. Miliærets bombardementer, der har stået på i ugevis, har nu forvandlet Nahr el-Bared til grå beton-kratere og murbrokker.

I kampenes første dage spredte urolighederne sig til lejren Ein el-Hilweh i det sydlige Libanon. Palæstinensiske og libanesiske medlemmer af en lille ekstremistisk gruppe, der kalder sig Jund al-Sham, angreb libanesiske soldater. Selv om Jund al-Sham menes at have færre end 50 krigere, er nogle af gruppens medlemmer, ligesom i andre Jihad-grupper i lejrene, krigsveteraner fra Irak.

Base for ekstremistiske grupper
Desperationen og afmagten i flygtningelejrene er så udtalt, at det kun er et spørgsmål om tid, før de ekstremistiske grupper breder sig yderligere, mener mange iagttagere. Selv om lejrene ikke må have våben, dokumenterer flere FN-rapporter, at lejrene er spækket med maskinpistoler og våbenarsenaler og er blevet base for ekstremistiske grupper, som støttes af Syrien og Iran.

I de seneste måneder har der været adskillige bombeangreb i og uden for Beirut, og mange mener, at de yderligtgående grupper står bag bilbomberne. Det libanesiske militær må ifølge en aftale fra 1969 ikke gå ind i flygtningelejrene, hvor der derfor er frit lejde for de militante grupper.

Overalt i Shatila-lejren ser en ung mand med intense mørke øjne og mørke brede bryn ud på en fra en plakat. Han var medlem af gruppen Islamisk Jihad og blev dræbt i kampe med det libanesiske militær i Nahr el-Bared-lejren i juni. En anden palæstinensisk ung mand blev også dræbt i sammenstødene men ham er der ikke plakater af, fordi han ikke tilhørte en gruppe. Islamisk Jihad har stået bag en lang række terrorangreb i Mellemøsten.

»For ens identitets og sikkerheds skyld er man nødt til at være medlem af en gruppe,« siger 20-årige Fadi, der er klædt i en sort stram T-shirt. »Ellers står man svagt.«

Fadi er medlem af partiet PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine) ligesom sin far.

Det forlyder, at flere af Fatah al-Islam-krigerne giftede sig ind i Nahr el-Bared-lejren. Selv om det blandt de lokale palæstinensere ikke længere er kutyme at give medgift, når man gifter sig, erobrede flere Fatah al-Islam-krigere palæstinensiske døtre med store pengegaver.

Ingen fremtid i Libanon
Flygtningelejren Shatilas gader er som en labyrint. Smalle stræder fører gennem affaldstomter ind i mørke, overdækkede gange og forbi faldefærdige husmure, der er fyldt med graffiti. Overalt ser man ind i små rum, hvor sirlige duge, kværnende arabiske soap-operas og tæpper i livlige mønstre skal lede tanken væk fra de håbløse udsigter. Over mange grupper af huse blafrer mængder af flag fra rivaliserende militante grupper: Grønt for Hamas, gult for Fatah eller Hizbollah, og sort for PFLP, der blev grundlagt i Shatila.

Selve livet her er en labyrint. Det er nemt at komme ind i flygtningelejren, hvor mange beboere er født og opvokset. Men det er næsten umuligt at komme ud. Libanesisk lov forhindrer palæstinenserne i at arbejde i godt 75 professioner, herunder medicin og jura. Palæstinenserne må heller ikke arbejde i den offentlige sektor. Og de må ikke købe fast ejendom uden for lejrene. Mange unge flygtninge i Shatila har universitetsgrader. Men for de fleste af dem er det alligevel umuligt at få arbejde på grund af restriktionerne.

»Af alle de arabiske lande er Libanon det land, der er mest fjendtligt indstillet over for palæstinensiske flygtninge,« siger Hilal Khashan, leder af det politiske fakultet på Det amerikanske Universitet i Beirut.

Libanesiske kristne, der udgør godt en tredjedel af befolkningen, frygter, at det vil skævvride landets etniske balance, hvis man for alvor optager palæstinenserne i landet. Flertallet af palæstinensiske flygtninge er sunnimuslimer.

Tarik Mohstad på 24 år, der er født og opvokset i Shatila, har prøvet at leve uden for lejren, men han kunne alligevel ikke bruge sin IT-grad til noget, siger han. Et notorisk problem i lejrene er imidlertid, at der intet er at tage sig til. Tarik, der er klædt i posede jeans, beskriver en typisk dag sådan her:

»Jeg står op, spiser noget hjemme og tilbringer så dagen med at hænge ud med venner; se TV, gå på internet-cafe.«

Han bryder sig ikke om at forlade lejren. Han befinder sig bedst inden for lejrens snirklede gange, siger han.

»Når jeg går ud af lejren, føler jeg mig med mit blå identitetskort som en kriminel, som en mistænkt. Jeg vil gerne væk herfra; bygge en fremtid, et liv. Men jeg ved, at der ikke er nogen fremtid for mig i Libanon.«