DRCongo udskyder resultatet af rodet præsidentvalg

Det lykkes ikke myndighederne at blive klar til at offentliggøre resultatet af DRCongos præsidentvalg søndag.

DRCongos uafhængige valgkommission ses her fredag i færd med at gøre status over sidste uges præsidentvalg. Baz Ratner/Reuters Fold sammen
Læs mere

Kinshasa. Indbyggerne i Den Centralafrikanske Republik Congo må væbne sig med yderligere tålmodighed, før de kan høre resultatet af sidste uges imødesete præsidentvalg i landet.

De foreløbige resultater af valget, der blev afholdt den 30. december, skulle have været klar søndag.

Men det er ikke lykkedes for myndighederne at nå langt nok med stemmeoptællingen. Derfor er det foreløbige resultat udskudt.

Det oplyser formanden for DRCongos valgkommission, Corneille Nangaa.

Han siger, at kommissionen lørdag har modtaget 47 procent af stemmerne. Det vides endnu ikke, hvornår de første resultater kan offentliggøres.

En talsmand tilføjer, at kommissionen søndag vil holde et møde. Her vil den afgøre, hvornår det foreløbige resultat kan forventes at blive offentliggjort.

Udskydelsen af de første resultater er blot den seneste udfordring i forbindelse med et særdeles rodet præsidentvalg.

Selve valget blev også udskudt flere gange, hvilket førte til voldsomme demonstrationer og sammenstød.

Congoleserne skal vælge en efterfølger til den 47-årige præsident Joseph Kabila, der har siddet ved magten siden 2001.

Han har først i år accepteret at træde tilbage - to år efter at hans sidste præsidentperiode er udløbet.

DRCongo nåede uafhængighed fra Belgien i 1960.

Sidste søndags længe ventede præsidentvalg har givet håb om, at det konfliktfyldte land for første gang kan få en fredelig magtoverdragelse.

Oppositionens to spidskandidater er 62-årige Martin Fayulu og 56-årige Felix Tshisekedi.

Præsident Kabilas foretrukne efterfølger er 58-årige Emmanuel Ramazani Shadary.

De første foreløbige valgresultater var ventet at blive offentliggjort søndag den 6. januar.

Det endelige valgresultat skal efter planen foreligge den 15. januar. Den nye præsident tages i ed den 16. januar.

/ritzau/Reuters