To dramatiske suppleringsvalg i Libanon

Suppleringsvalg i Libanon efter drab på to lovgivere var søndag et opgør mellem den pro-vestlige regering og en syrisk-venlig fløj.

To suppleringsvalg var søndag omgærdet af spænding og dramatik i Libanon. Udfaldet kan få betydning for valget af Libanons næste præsident.

Begge parter i den libanesiske strid hævdede at have vundet søndagens valg, som i det store hele forløb fredeligt, bl.a. fordi der var udkommanderet mange soldater og politifolk til at holde ro.

De to pladser i parlamentet, som der blev kæmpet om, var blevet ledige, fordi to lovgivere var blevet myrdet.

Valgene foregik i en valgkreds i Beirut og i Metn-regionen, hvor vælgerne står stærkt splittede.

Valget i Metn stod mellem Amin Gemayel, der stillede op for den pro-vestlige regeringskoalition, og Kamil Khoury, der støttes af den kristne oppositionsleder Michel Aoun - en tidligere general i hæren, der er allieret med den pro-syriske Hizbollah-bevægelse.

/ritzau/