Dramatisk slutspil om Kosovo i New York

FNs sikkerhedsråd mødes for at påbegynde sidste runde om Kosovo-provinsens fremtid. Resultatet er givet på forhånd: Kosovo bliver selvstændigt - men det kommer ikke til at gå stille af.

Serberne i byen Mitrovica, som er delt mellem serbere og albanere demonstrerede tirsdag for et fortsat serbisk Kosovo. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dimitar Dilkoff / AFP

FNs sikkerhedsråd begynder senere onsdag en serie møder om Kosovos fremtid i New York, hvor slutresultatet på forhånd anses som givet.

Debatten vil forventeligt lede frem til et russisk veto.

Efterfølgende vil den formelt serbiske provins erklære sig uafhængig. Formentlig i starten af det nye år, oplyser internationale medier.

Kort efter vil USA og EU anerkende Europas nyeste stat.

Om der også ligger et nyt voldeligt opgør forude mellem albanere og serbere, det står til gengæld hen i det uvisse. Men sporene skræmmer.

Frugtesløse forhandlinger
Mere end et års forhandlinger mellem Kosovos albanske regering og dens serbiske modpart om provinsens status, har ikke formået at bevæge parterne fra deres ultimative krav: For Kosovo-albanerne en selvstændig stat og for serberne et ufravigeligt krav om, at provinsen til evig tid forbliver en del af Serbien.

Forhandlingsfristen mellem parterne udløb den 10. december og som aftalt er spørgsmålet nu overgået til Sikkerhedsrådet.

Rådet har tidligere haft udpeget den fhv. finske præsident Martti Ahtisaari som forhandlingsleder og i sommer indstillede han til Sikkerhedsrådet, at Kosovo får ”en overvåget uafhængighed.”

Blodig opløsning
I realiteten er Kosovo-spørgsmålet det sidste akt i dramaet om Jugoslaviens blodige opløsning, en proces der allerede blev sat i gang i 1980erne - bl.a. gennem tiltagende modsætninger mellem serbere og albanere i Kosovo.

Modsætninger som i 1989 fik daværende præsident Slobodan Milosevich til - i en senere berygtet tale på Kosovos Solsorteslette - at erklære, at ”ingen serber nogen sinde mere skulle lade sig træde på.”

Men det blev ikke i Kosovo at krudttønden i første omgang eksploderede. Først fulgte de grusomme krige i Kroatien og Bosnien i starten af 1990erne.

Men efter stigende væbnet albansk modstand i 1997-98, gik serbiske militser og sikkerhedsstyrker i aktion i 1999, dræbte i tusindvis af Kosovo-albanere og fordrev op mod en million til nabolandene i en af de største etniske udrensninger siden 2. Verdenskrig.

Mægtige venner
Overgrebene udløste omfattende NATO-bombardementer, der sammen med en militær intervention på landjorden i sommeren 1999 tvang serberne i Kosovo til at trække sig tilbage.

Siden da har Serbien reelt været uden indflydelse i Kosovo, der har været styret som et FN-protektorat – men hvor EU nu står klar til at overvåge udviklingen, bistået at 16.000 NATO-tropper og 1.600 europæiske politifolk.

Mens Kosovo-albanerne læner sig op ad NATO, USA og EU har serberne Rusland som allierede.

Og russerne har uden direkte at nævne ordet veto, gjort det klart, at de ikke vil acceptere, at Kosovo bliver selvstændigt. Motivet er en realpolitisk frygt for, at Kosovos tilkæmpede uafhængighed skal danne præcedens og give problemer for Rusland med diverse oprørske områder i egen baghave.

Derfor kræver russerne yderligere forhandlinger, mens såvel USA som majoriteten af EU-lande er enige om, at yderligere forhandlinger vil være nytteløse og at en beslutning skal træffes nu.

Og de Kosovo-albanske ledere står klar: ”Vi har ingen tid at spilde, vi har ventet i 100 år, vi har kæmpet, vi fortjener frihed”, lyder det fra Kosovos nyvalgte premierminister Hashim Thaci.

Men Kosovo-spørgsmålet har også udviklet sig til en konfrontation mellem et stadigt mere selvbevidst Rusland og Vesten.