Dræbt sort betjent før angreb: »Jeg spekulerer på, om den her by elsker mig«

Raceurolighederne fortsætter i USA, hvor tre betjente søndag aften blev dræbt i Baton Rouge. Den ene - en sort betjent - havde få dage forinden fortalt, hvor svært det er at være sort betjent i byen.

Politibetjent Montrell Jackson nåede at blive 32 år, før han søndag aften blev dræbt, da han var på arbejde i Baton Rouge, Louisiana. Fold sammen
Læs mere
Foto: BATON ROUGE POLICE DEPARTMENT

Når han er iført sin uniform får han ubehagelige blikke - og det samme er tilfældet, når han er i civil.

For den nu afdøde sorte betjent Montrell Jackson har de seneste uger efter raceurolighederne igen blussede op i USA, været noget af en prøvelse.

»Når jeg har uniform på, får jeg ubehagelige, hadefulde blikke - når jeg ikke har uniform på, betragter nogen mig som en trussel,« skrev han blandt andet i et Facebook-opslag få dage før sin død.

Montrell Jackson blev dræbt søndag aften dansk tid sammen med to kolleger på arbejde i den amerikanske sydstatsby Baton Rouge.

Udmattet fysisk og følelsemæssigt

»Jeg sværger til Gud - jeg elsker den her by, men jeg spekulerer på, om den her by elsker mig,« skrev den nu afdøde 32-årige betjent videre i opslaget fra 8. juli.

Montrell Jacksons opslag fra 8. juli er blevet delt og kommenteret flere gange både før og efter hans død. Fold sammen
Læs mere

Montrell Jackson, der har 10 års erfaring som betjent i USA, betegnede ugerne efter drabet på den sorte mand Alton Sterling i Baton Rouge som »en virkelig prøvelse«, fordi han hele tiden oplevede, hvordan der blev stillet spørgsmål ved hans integritet.

»Jeg er fysisk og følelsemæssigt udmattet,« indledte den afdøde betjent sit opslag, hvor han også fortæller, hvordan han  »skuffet over noget familie, nogle venner og andre betjente«, for deres reaktioner efter drabet og de tiltagende raceurolighederne i byen.

Af familie og venner er den afdøde betjent blevet beskrevet med ord som som »en mild kæmpe« og en »beskytter«, skriver The Guardian, der har talt med den sørgende familie.

Tiltagende raceuroligheder

Søndag blev tre betjente - heriblandt Montrell Jackson - dræbt i et skyderi i Baton Rouge, Louisiana.

Det var et alarmopkald om, at en mand gik langs Airline Highway med en halvautomatisk riffel, der fik betjente til at rykke ud til det, der endte i en skududveksling og fire dræbte - skudmanden inklusiv. Der er tale om den 29-årig krigsveteran og afro-amerikaner, Gavin Long.

Motivet bag er endnu ukendt, men forud for angrebet har Long ifølge flere amerikanske medier lagt flere videoer ud på Youtube, hvor han kritiserede politiets behandling af afro-amerikanere.

Urolighederne i Baton Rouge har været massive, siden den tilsyneladende sagesløse sorte mand Alton Sterling blev dræbt af politiets skud for to uger siden. Under et døgn efter blev en anden sort mand dræbt i Minnesota – igen tilsyneladende forsvarsløs. Det kickstartede demonstrationer i flere amerikanske byer for sortes rettigheder.

Blandt andet i Dallas, Texas, hvor en sort mand - også tidligere krigsveteran - forsøgte at tage hævn ved at skyde og dræbe fem betjente under demonstrationen. Han blev også selv dræbt efterfølgende.