Drabsmistænkt åbnede ild ud over et fyldt cafeteria

Den 34-årige, der menes at stå bag skyderiet i Washington, der kostede 12 mennesker og ham selv livet, handlede formentlig alene.

De amerikanske myndigheder har efter skudepisoden efterlyst først to, derefter en, ekstra mistænkte gerningsmænd, men nu lyder meldingen altså fra borgmester Vincent Gray, at gerningsmanden handlede alene, skriver nyhedsbureauet Reuters. Fold sammen
Læs mere
Foto: JASON REED
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USA: Ifølge Washingtons borgmester er der ingen tegn på, at der var flere gerningsmænd bag mandagens skyderi på hovedkontoret for den amerikanske flåde, Washington Navy Yard.

Blandt de 13 dræbte er den 34-årige, der var i flåden fra maj 2007 til januar 2011, og som mistænkes for at stå bag drabene.

De amerikanske myndigheder har efter skudepisoden efterlyst først to, derefter en, ekstra mistænkte gerningsmænd, men nu lyder meldingen altså fra borgmester Vincent Gray, at gerningsmanden handlede alene, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er dog endnu ikke »komplet udelukket«, at der kan være en ekstra gerningsmand, siger borgmesteren tidligt tirsdag morgen dansk tid.

Han oplyser desuden, at otte personer er såret, og heraf er tre af dem blevet skudt.

Politichef Cathy Lanier understreger ifølge Reuters, at »vi nu føler os sikre på, at vi har den ene og eneste person, der har ansvaret for tabet af menneskeliv inde på basen«.

De skærpede sikkerhedsforanstaltninger på og omkring flådebasen er blevet lettet, efter at myndighederne er nået til denne konklusion, oplyser politichefen.

Det er uklart, hvad der har fået myndighederne til at udelukke, at der var flere gerningsmænd.

Det er også uklart, hvad der ifølge øjenvidner fik den mistænkte til at åbne ild fra en balkon på fjerde etage med udsigt over et fyldt cafeteria på flådebasen.

Den formodede gerningmande, der selv mistede livet i ildkampe med politiet, tjente ifølge FBI og Pentagon som luftfartstekniker i flåden fra maj 2007 til januar 2011. Han blev afskediget i 2011 efter en serie forseelser, der endnu ikke foreligger yderligere detaljer om.

Han fik i sin tjenestetid to medaljer, oplyser en kilde i flåden.

Allerede i 2004 var der tegn på, at han havde voldelige tendenser, da han ifølge Reuters trak en pistol og tømte en runde skud i en mands bildæk, efter at manden ifølge den mistænkte havde udvist »mangel på respekt«.

Også i 2010 blev han arresteret, da han skød op i loftet og op gennem gulvet til sin larmende overbo.

Hans far, Algernon Alexis, mener, at sønnen led af posttraumatisk stress forårsaget af det psykisk hårde redningsarbejde efter terrorangrebet 9. september 2001.

På tidspunktet for skyderiet arbejdede han for firmaet The Experts, et underfirma til IT-virksomheden Hewlett Packard, der arbejdede på at forny udstyr brugt til den amerikanske flådes intranet, bekræftede Hewlett Packard over for The Washington Post mandag.

Som følge af sit ansættelsesforhold havde han identifikationspapirer udstedt af militæret og adgang til basen, oplyser chefen for The Experts, Thomas Hoshko.