Dr. Blix og dobbeltmoralen

Den store atomskurk er George W. Bush, lyder det fra den tidligere chef for FNs våbeninspektører i Irak, svenskeren Hans Blix, i et eksklusivt interview med Berlingske Tidende.

Hans Blix er i dag leder af en international kommission om masseødelæggelsesvåben. Kommissionen er etableret og delvist finansieret af den svenske stat og har foreløbig leveret en rapport med 60 gode råd til verden om, hvordan den skaffer sig af med atomvåben.<br>Foto: Michael Caronna/Reuters Fold sammen
Læs mere

Det går den forkerte vej med atomnedrustningen i verden. Og mindre end fem minutter inde i det timelange interview med Hans Blix står det klart, hvis skyld det er.

Pilen peger hverken på al-Qaedas Osama bin Laden eller Irans Mahmoud Ahmadinejad. Nej, den entydigt største atomskurk lige nu er USAs præsident, George W. Bush, sekunderet af den britiske premierminister Tony Blair.

»De diskuterer slet ikke, hvordan de kan klare deres forsvarsbehov uden atomvåben. Men det er jo lige præcis, hvad de beder resten af verden om at gøre. I skal klare jer uden nukleare våben, men for os, er disse våben absolut nødvendige. Det er dobbeltmoral,«, siger den tidligere chef for FNs våbeninspektører til Berlingske Tidende.

»Ingen beder jo USA om at afskaffe alle sine våben på én gang. Det er retningen, der er vigtig. Og nu går det den forkerte vej,« fastslår han.

Det vil være synd at sige, at Hans Blix slænger sig på laurbærrene i sin pensionisttilværelse.

For nok fik han ret i sidste ende - for sent lyder det fra fredsfløjen - for Saddam Hussein havde ingen masseødelæggelsesvåben. Og nok fylder den svenske diplomat 80 om halvandet år. Men verdensscenen er stadig åben for hans kamp mod atomvåben.

På torsdag taler han i København for Berlingske Tidendes læsere sammen med den tidligere amerikanske vicepræsident og nuværende miljøforkæmper, Al Gore. Forinden har Hans Blix været i Glasgow, og forude venter New York, Cairo og Bruxelles.

I den forgangne uge var han egentlig på skiferie i Frankrig med hustruen Eva - »hun står for skiløbet, jeg laver maden«. Men der skulle også lige være tid til at sende artikler til London, give telefoninterview til Berlingske i København og deltage i en international konference om Mellemøsten i Madrid.

Den travle Dr. Blix lod sig for anden gang pensionere fra international topdiplomati for et par år siden. Han fik dog næsten omgående overdraget lederskabet af en international kommission om masseødelæggelsesvåben - Blix' speciale. En kommission, der er etableret og delvist finansieret af den svenske stat, og som hidtil har leveret en enkelt rapport med 60 gode råd til verden om, hvordan den skaffer sig af med nogle af sine atomvåben.

Og nu rejser han kloden rundt med sit nedrustningsbudskab og sin svidende kritik af USAs håndtering af den selvbestaltede rolle som verdens politibetjent.

»Den nuværende amerikanske administration synes ikke at være så bekymrede over selve atomvåbnene, men mere over hvem, der har dem. Så de accepterer dem i Indien nu om dage, og de har tolereret det længe for Israel og tillige med Pakistan. Men ikke i Libyen, Iran og Nordkorea. For her kan de ikke lide regimerne,« lyder det fra Hans Blix, der advokerer for, at atomvåben er farlige i alles hænder - også i USAs og Israels.

Og så alligevel, erkender han, er Verden blevet mindre farlig at leve i.

»Efter afslutningen på Den Kolde Krig er verden blevet et bedre sted at være. For vi lever ikke længere under den trussel, der ville have tilintetgjort supermagterne og som kunne tage resten af os med som civile tab,« fastslår han.

Antallet af atomvåben er faldet fra 55.000 under Den Kolde Krig til 27.000 i dag, og ifølge traktaterne skal antallet ned på 1.000 atomvåben på begge sider af det tidligere jerntæppe. Men den vej går det ikke. Så i samme åndedrag erklærer Hans Blix, at hans mission er at få verden til at vågne op.

»Det er et faktum, at vi opruster og ikke nedruster,« siger han og lader sine svidende svenske syrligheder mod USAs dobbeltmoral sive gennem telefonen.

»Amerika har netop nu planer om at udvikle et nyt standard nukleart våben. De vil bruge 100 mia. dollar på at beskytte verden med et nyt nukleart program. Oven på Irak-krigen, hvor de har brugt 300 mia. for at beskytte os mod masseødelæggelsesvåben, der ikke eksisterede. Jeg mener nok, at de penge kunne bruges bedre på miljøformål,« fremfører han.Et af Hans Blix' hjertebørn er kampen for at få ratificeret traktaten mod atomprøvesprængninger. Blandt hovedmodstanderne er den nuværende regering i Washington.

»Nordkorea bliver fordømt for sine prøvesprængninger. Blandt dem, der fordømmer, er USA og Kina, der netop ikke har ratificeret forbudet mod prøvesprængninger, og som opretholder deres egen frihed til at prøvesprænge. Det er dobbeltmoral.«

Både atomvåben-situationen i Nordkorea og ikke mindst i Iran, som FN netop har vedtaget sanktioner imod, optager netop nu Hans Blix. Og igen er det USAs håndtering af den politiske virkelighed omkring Irans program for berigelse af uran, der falder den kritiske svensker for brystet.

Iran har forfægtet sin ret til at berige uran til brug for brændsel i kommende atomkraftværker. Problemet er, at beriget uran i store mængder også kan bruges til at fremstille atomvåben. Derfor har verdenssamfundet krævet af Teheran, at man standser sit uranprogram, men har fået det svar tilbage, at verden bare kan rende og hoppe.

»Europa er indstillet på at forhandle med Iran, og det er en klog linje. Men USA - og FNs Sikkerhedsråd - vil ikke forhandle, medmindre Iran først suspenderer sine berigelser af uran. Men jeg kender ikke nogen pokerspillere, der er villige til at fjerne sine trumfkort, allerede inden man sætter sig ned,« siger Blix.

Bl.a. USA anser det for suspekt, at en olienation som Iran ønsker sig at få atomkraft - det kan kun betyde, at Teheran i virkeligheden er ude på at skaffe sig atomvåben, fremføres det. Men Hans Blix mener derimod at det er helt legitimt.

»Det er en helt overfladisk og naiv beskyldning. Mexico, Rusland og USA har alle både olie og atomkraft. Hvordan kan nogen tage de beskyldninger seriøst? Iran vil måske lave elektricitet med a-kraft og sælge olien i stedet. Det ville være en god forretning. Og hvorfor skulle de afholde sig fra en teknologi, som Vesten engang prøvede meget ihærdigt at sælge til shahen?« lyder det retoriske spørgsmål.

Verden må forhandle med iranerne, fastslår Blix. Og de må tilbyde nogenlunde det samme, som har været på bordet over for Nordkorea. Dels en slags sikkerhedsgaranti, og dels en form for anerkendelse og status i stedet for at behandle disse lande som pariastater.

»Det er kun USA, der kan give garantier, for det er kun USA, der opfattes som en trussel af Iran og Nordkorea. Det bør de sætte sig ned og forhandle om«.

Både i Israel og i USA er der stærke kræfter, der ønsker at bombe de iranske berigelses-anlæg. Men Blix tror ikke, det er noget sandsynligt scenarium. Dels fordi man ikke kan være sikker på, om man rammer alle anlæg. Og dels fordi der ikke er total opbakning i Iran bag præsidentens linje.

»Men bliver han angrebet, vil han opnå nær 100 pct. støtte, og de vil med sikkerhed beslutte sig for at skaffe sig atomvåben, uanset om de har planer om det i dag eller ej.«

Hans Blix mener dog - med henvisning til vurderinger fra CIA, den amerikanske efterretningstjeneste - at iranerne stadig er mange år fra at kunne fremstille en atombombe.

»CIA taler om, at risikoen er fem til ti år ude i fremtiden. Så det forekommer mig, at der er tid til at forhandle,« siger han. Det var som chef for våbeninspektørerne i Irak forud for den amerikanske invasion i 2003, at Hans Blix for alvor kom i verdens søgelys. Han var en kompromiskandidat, der - mod USAs ønske - blev hevet frem fra pensionistlivet efter at op mod 25 andre var blevet forkastet.

Det skortede ikke på forsøg på karaktermord over for Blix. Naiv og bureaukratisk, lød nogle af skudsmålene, og dollarkursen raslede ned, når han talte. Ja, USAs højrefløj med viceforsvarsminister Paul Wolfowitz i spidsen forsøgte at få presset Blix ud ved at sætte en CIA-undersøgelse i gang med det formål at få afsløret, at svenskeren måtte betegnes som svag, tandløs og nærmest i lommen på Saddam Hussein. Og Blix har selv beskyldt CIA for at aflytte hans telefoner.

»Vi ved det ikke med sikkerhed, men skete det, ville jeg da ønske, at de havde hørt bedre efter, hvad der blev sagt,« lyder hans sarkastiske kommentar i dag.

Efter Saddams fald har selv Washingtons egne våbeninspektører måttet erkende, at der ikke var nogle masseødelæggelsesvåben at komme efter i Irak.

Efterfølgende beskylder Hans Blix amerikanerne for at have igangsat Irak-krigen på baggrund af spin, løse formodninger og elendig efterretningsvirksomhed.

»Hvis bare de havde tilladt os at fortsætte vores inspektioner. To-tre måneder mere var nok, så kunne vi have checket alle de steder, som efterretningsfolkene havde udpeget som sikre gemmesteder for masseødelæggelsesvåben. Og så kunne vi med sikkerhed have sagt: Sorry, men der er altså ikke noget. Vi nåede at undersøge 30-40 steder, hvor vi ikke fandt noget. Det burde da have fået efterretningsfolkene til at stille sig kritiske over for deres egne kilder.«

Hans Blix troede selv i starten på, at Saddam Hussein havde noget at skjule, men efterhånden kom han i tvivl. Og i dag sammenligner han de amerikanske og britiske krigsmagere med middelalderens heksejægere, der rask væk først erklærede folk skyldige for bagefter at lade en sort kat på vejen være bevis nok.

»Jeg tror, USA har udviklet en allergi over for internationale inspektioner. Men i Irak var det et spørgsmål om at komme nærmest sandheden. Og det gjorde vi med vores 700 inspektioner.«