Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) har mandag meddelt, at antallet af ebolarelaterede dødsfald er steget til 101.

Det fremgår af regeringsdata i landet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Opjusteringen af antallet af dødsfald kommer, efter at yderligere 10 personer, der var testet positiv for sygdommen, har mistet livet.

Samtidig er antallet af bekræftede tilfælde af smitte med ebola steget til 550. Det omfatter de 101 dødsfald.

Søndag viste data fra landet, at antallet af smittetilfælde lå på 515 - heriblandt var der 91 dødsfald.

Det nuværende udbrud af ebola er det 17. udbrud i DR Congo siden 1976, da sygdommen først blev opdaget.

Det er den sjældne ebola-variant med navnet bundibugyo, der spreder sig. Der er ingen godkendt behandling eller vaccine mod sygdommen.

Udbruddet blev erklæret den 15. maj.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har erklæret det for en international sundhedskrise.

Smittens epicenter ligger i den østlige provins Ituri i DR Congo. Smitten har siden udbruddet spredt sig til provinserne Nord-Kivu og Syd-Kivu, der ligeledes ligger i den østlige del af landet.

Området er ifølge nyhedsbureauet AFP svært at nå frem til på grund af dårligt vedligeholdte veje og truslen fra væbnede grupper, der har gjort regionen usikker.

Det gælder blandt andet M23-bevægelsen, der har støtte fra Rwanda.

Søndag sagde Hadja Lahbib, som er EU-kommissær for krisestyring, under et besøg i Bunia, som er hovedstaden i Ituri, at udbruddet kun har gjort behovet for en våbenhvile i regionen større.

- En våbenhvile var allerede en politisk nødvendighed. Nu er den blevet en sundhedsmæssig nødsituation, sagde hun til journalister ifølge AFP.

EU sagde søndag, at unionen har fløjet 100 ton humanitær hjælp ind i Ituri – epidemiens epicenter – herunder medicin, telte og beskyttelsesudstyr. Det er sket i samarbejde med FN's børnefond, Unicef.

/ritzau/