Selvom den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump, i årevis har kritiseret NATO, så har ekspræsidentens seneste udmeldinger øget frygten blandt USAs allierede.

Tilbage i februar opfordrede Trump Rusland til at gøre, »hvad fanden de vil« mod ethvert NATO-medlemsland, der ikke lever op til kravet om at benytte to procent af landets BNP på forsvar, under et vælgermøde i South Carolina.

Tilbage i februar beskrev Berlingske også, at flere af Trumps tidligere nærmeste rådgivere forventede, at han ville trække USA ud af forsvarsalliancen, hvis han blev genvalgt.

Men nu gør Trump det klart:

USA vil »100 procent« blive i NATO, hvis han bliver genvalgt som præsident til det kommende amerikanske valg.

Dog kun hvis de europæiske nationer »spiller fair,« og betaler deres andel af forsvarsomkostningerne.

Det siger han i et interview med Nigel Farage, den tidligere politiske leder for Storbritanniens Brexit-parti, på den britiske tv-kanal GB News, skriver Politico.

Under interviewet forklarer Trump, at NATO er nødt til at behandle USA rimeligt:

»Havde det ikke været for USA, så havde NATO ikke engang eksisteret,« siger han.

Da han bliver spurgt direkte ind til, om USA vil stå til rådighed, hvis et NATO-medlemsland skulle blive udsat for angreb, svarede han:

»Ja. Men USA skal betale deres fair del, ikke alle andres.«

»Så hvis de begynder at spille et fair spil, så vil USA være der?« spurgt Farage ham under interviewet.

»Ja. 100 procent.«