Donald Trump sviner senator i brev: »Jeg har aldrig vidst, hvor dårlig du var«

 

Donald Trump er en mand, der bestemt ikke er bleg for at give sin mening til kende.

Og det er, hvad han har gjort i et brev til senatoren i New York, Charles Schumer. Brevet blev delt af Det Hvide Hus, ligesom CNN-korrespondenten Phil Mattingly har delt det på sin Twitter-profil.

Et brev, der kommer som følge af, at Charles Schumer har kaldt på en større politisk reaktion i kølvandet på udbruddet af coronavirus. Og det er ikke faldet i god jord hos Donald Trump.

»Tak for dit demokratiske PR-brev og dine ukorrekte udtalelser, der er forkerte på alle måder,« indleder den amerikanske præsident.

Charles Schumer får en del ord med på vejen fra Donald Trump i et brev, der er kommet frem. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Dee Delgado.

Herefter skriver Donald Trump blandt andet, hvordan Mike Pence i Trumps optik har gjort det »spektakulært« som leder af den amerikanske Task Force. Derudover skriver Donald Trump blandt andet, at New York er blevet tilbudt mange ting: hospitaler, mere medicin og et rekordstort antal respiratorer.

»Du skulle have forberedt New York langt bedre, end du gjorde, og som Dr. Fauci og Dr. Birx sagde i går, kom New York meget sent ind i kampen mod coronavirus,« skriver Donald Trump blandt andet.

De hårde ord fra præsidenten stopper dog ikke her. For han kommer også med sin personlige mening om Charles Schumer, og her lægger han ikke fingrene imellem.

»Hvis du brugte mindre tid på dine fejlagtige beskyldninger, som aldrig ender nogle steder (udover at det forbedrer mine meningsmålinger) og i stedet fokuserede på at hjælpe folk i New York, ville New York ikke have været så helt og aldeles uforberedt på denne »usynlige fjende««, skriver Donald Trump og fortsætter:

»Det er ikke så mærkeligt, at AOC (Alexandria Ocasio-Cortez, red.) og andre overvejer at stille op mod dig til valget. Hvis de gjorde, ville de nok vinde,« lyder det fra præsidenten.

Donald Trump skriver, at Charles Schumer ifølge ham har forsømt at handle - udover i pressen.

»Jeg har kendt dig i mange år, men jeg har aldrig vidst, hvor dårlig du var som senator for New York, indtil jeg blev præsident,« skriver han til slut.

CNN skriver, at Donald Trump forsøgte at forhindre, at brevet nåede ud i offentligheden, da han sent torsdag eftermiddag amerikansk tid talte i telefon med Schumer. Allerede der fik Schumer beskeden om, at Trump havde skrevet 'et meget grimt brev', som altså ikke blev stoppet i tide.