Donald Trump lader blandt andre disse ti personer slippe for fængsel

Donald Trump har i 11. time af sit præsidentskab benådet 73 personer og nedsat straffene for yderligere 70. Her er ti udvalgte personer, der slipper for tid bag tremmerne.

 
Blandt de 73 personer, som Donald Trump har benådet, er hans tidligere rådgiver Steve Bannon samt rapperen Lill Wayne. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere

I timerne inden han forlader Det Hvide Hus, lader Donald Trump 143 amerikanere slippe for tid i fængsel.

Donald Trump har fuldt ud benådet 73 personer, mens 70 har fået nedsat straffen.

Du kan læse den fulde liste fra Det Hvide hus her. Nedenfor har Berlingske udpeget ti iøjefaldende navne på listen.

  1. Steve Bannon
    Donald Trumps tidligere topstrateg er blevet benådet, efter at han sammen med tre andre blev tiltalt for at svindle borgere, som har doneret penge til en opført mur langs USAs grænse til Mexico.
  2. Elliott Broidy
    Han er tidligere topfundraiser for Trump-kampagnen. Broidy erklærede sig skyldig i anklager om konspiration i forbindelse med en hemmelig lobbykampagne. Denne skulle påvirke Trump-regeringen på vegne af en udenlandsk milliardær til gengæld for millioner af dollar.
  3. Lil Wayne
    Den kendte rapper er blevet benådet fra ti års fængsel, efter at han havde erklæret sig skyldig i anklager om blandt andet ulovlig våbenbesiddelse.
  4. Kodak Black
    Rapperen Kodak Black har fået en strafnedsættelse, efter at han har erklæret sig skyldig i anklager om ulovlig våbenbesiddelse.
  5. Paul Erickson
    Fik syv års fængsel, efter at han havde erklæret sig skyldig i anklager om svindel og hvidvask. Han har tidligere været kæreste med den angivelige russiske spion Maria Butin. I meddelelsen om benådningen skriver Det Hvide Hus, at han blev fældet i en heksejagt, efter at man ikke kunne finde noget på ham i anklagerne om russiske forbindelser.
  6. Kenneth Kurson
    Ven med Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner. Kurson blev i oktober dømt for at have cyberstalked sin ekskone, som han tilbage i 2015 lå i en ophedet skilsmisse med. Han er blevet benådet, efter at ekskonen skrev et brev om, at hun aldrig ønskede ham anholdt og efterforsket.
  7. Kwame Kilpatrick
    Den tidligere demokratiske borgmester i byen Detroit i Michigan får skåret 20 år af sin 28 år lange fængselsstraf. Han blev dømt for korruption og gangstervirksomhed i 2013.

  8. Anthony Levandowski
    Tidligere chef for selvkørende biler hos Uber. Han er benådet, efter at han blev dømt 18 måneders fængselsstraf for at stjæle informationer fra sin tidligere arbejdsgiver, Google.

  9. Rick Renzi
    Tidligere medlem af Repræsentanternes Hus for Republikanerne. Han er benådet efter at være dømt for afpresning, bestikkelse, hvidvask og andet.

  10. Robin Hayes
    Tidligere republikansk kongresmedlem og benådet, efter at han sidste år erklærede sig skyldig i at lyve over for FBI, som var i færd med en større korruptionsefterforskning.

Kilder: CNN, Fox News, Ritzau og Det Hvide Hus