Donald Trump går uden om Kongressen med covid-19-hjælp

USA's præsident vil stimulere økonomien yderligere under den krise, covid-19 har kastet landet ud i.

USAs præsident, Donald Trump, siger på et pressemøde, at han vil gå uden om Kongressen for at gennemføre en række tiltag, der skal stimulere økonomien i lyset af den fortsatte krise, covid-19 har udløst. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOSHUA ROBERTS

USAs præsident, Donald Trump, siger på et pressemøde, at han vil gå uden om Kongressen for at gennemføre en række tiltag, der skal stimulere økonomien i lyset af den fortsatte krise, covid-19 har udløst.

I en længere tale siger præsidenten, at han via "executive order" - en præsidentiel instruks - vil gennemføre fire tiltag.

- Jeg vil lave en periode uden indkomstskat for personer, der tjener mindre end 100.000 dollar om året.

- Og hvis jeg vinder valget, så vil jeg lave permanente skattelettelser, siger han.

Ud over at holde op med at indkræve indkomstskat vil Donald Trump indføre beskyttelse for personer, der står til at blive smidt på gaden, fordi de ikke kan betale husleje.

Desuden vil han øge arbejdsløshedsbetalingen med 400 dollar om måneden til de millioner og atter millioner, der har mistet jobbet under krisen.

- Det er generøst. Men igen, det er ikke deres skyld, det er Kinas skyld, siger han.

Sidst vil Donald Trump holde renten på studiegæld på nul året ud.

/ritzau/