Donald Trump erklærer sig ikke skyldig i 34 anklager

Der er i alt 34 anklagepunkter i sagen mod Donald Trump i New York. Det står klart efter fremstilling tirsdag.

Donald Trump erklærer sig for ikke skyldig i 34 fremsatte anklager. ANDREW KELLY

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump er tirsdag blevet præsenteret for 34 forskellige anklager i New York.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters og flere amerikanske medier.

Anklagerne handler om at forfalske forretningsdokumenter.

Trump har erklæret sig ikke skyldig i alle anklagerne.

Sagen handler om bogføring af et beløb på 130.000 dollar (knap 900.000 kroner), som pornoskuespilleren Stormy Daniels hævder at have fået få dage før præsidentvalget i 2016.

Pengene fik hun af Trumps daværende advokat, Michael Cohen, for at tie stille om en affære, hun påstår at have haft med Donald Trump.

Cohen har erkendt, at han betalte Stormy Daniels pengene.

Cohen fik efterfølgende pengene refunderet af Trump-organisationen.

Betalingen i sig selv er ifølge BBC lovlig, men det er angiveligt blevet bogført som en forretningsudgift i form af advokatsalær.

Anklagerne mener ifølge BBC, at det svarer til, at Trump har forfalsket forretningsdokumenter, hvilket er ulovligt i New York.

/ritzau/