Det var ment som en vittighed på en trist nat. Nogle af Clintons tilhængere lavede en fotomontage af en rød Trump-hat, men med en anden tekst.
I stedet for hans slogan om »Gør Amerika stort igen« stod der: »Så, hvad gør vi nu?«
Og det er præcis, hvor vi står en onsdag morgen i november i 2016. Det er mere end en vittighed. Det er alvor.
Rundt om os rasler aktie- og valutakurserne ned, og verdensledere taler i et sprog, som er mere end et valgnederlag, værre end bare en sejr til en mand, som de ikke bryder sig om. Det er uudgrundeligheden i begivenhederne, uvisheden, det er som at være efterladt et fremmed sted uden pejlemærker og forberedelse.
For det er den ene faktor, som forklarer tilstanden af Götterdämmerung. Vi var inderligt uforberdte på den, og selv dem, som nu siger, at de vidste det - de vidste det ikke. En talsmand for Trump-lejren erkendte i nat, at kampagnens interne målinger pegede på et andet resultat, og at de var lige så overraskede som alle andre.
Derfor sidder så mange med en følelse af chok, og derfor skal så mange først nu - ex post facto - til at finde ud af, hvad Trump egentlig vil os.
Og det er den anden faktor, som forklarer den simrende angst. Hvordan skal vi forstå ham? Skal vi antage, at han vil rive frihandelsaftalerne i stykker, og skal vi antage, at han vil deportere 11 mio. ulovlige immigranter? Skal vi antage, at han vil kassere efterkrigstidens sikkerhedspolitiske alliance med Europa og kæle med Rusland? Og at han i det hele taget vil omkalfatre hele den struktur af love, sikkerhed, humanisme og handel, som holder den udviklede verden sammen?
Det nemme svar er, at tiden vil besvare det, men den republikanske strateg Steve Schmidt kom i nat med noget, som giver os en ide, hvad Trump vil - og ikke vil. Han sagde: »Eliten tog Donald Trump bogstaveligt, men ikke alvorligt. Trumps tilhængere tog ham alvorligt, men ikke bogstaveligt."
Oversat til praktisk politik - og hvis vi ser bort fra en hård kerne af de mest radikale stormtropper, som flokkes omkring ham - så betyder det, at hans vælgere ikke forventer, at han vil lade godsvognene rulle med illegale immigranter til grænsen, eller at han vil brænde halvdelen af det 20. århundrede ned til grunden.
De forventer et kursskifte, måske mestendels et optisk kursskifte, men ikke en revoution, og godt det samme, for det kan Trump ikke levere.
Republikanerne vil have flertal i begge Kongressens kamre, og det betyder en højredrejning, men husk på den mærkværdige dynamik, som der er mellem partiet og Trump. Trump skylder ikke partiet sin sejr, det er hans og hans alene, og omvendt er de fleste republikanske senatorer politisk meget langt fra Trump. De tror på republikanisme classic med skattelettelser, med frihandel, med markedskræfternes frie spil, med en stram sikkerhedspolitik, og der er formentlig - når det kommer til stykket - lige så meget, som de kan være enige som uenige om.´For slet ikke at tale om det sammenstød mellem personligheder og temperament, som vi kommer til at opleve.
Den politiske volumen vil blive skruet op, men de politiske resultater vil ikke nødvendigvis blive så mange og så grundforanderlige som frygtet.
»Så hvad gør vi nu,« som der stod på den røde hat.
De vrede organiserer sig til modstand. De glade kniber sig i armen. Og flertallet venter på manden med den røde hat og håber, at Steve Schmidt har ret:
At vi skal tage ham alvorligt, men ikke bogstaveligt.
