Donald Trump anklages på ny i sag om valgomstødelse
Donald Trump står over for en ny anklage i sagen om omstødelse af præsidentvalget i 2020.

Donald Trump står over for en ny anklage i sagen om omstødelse af præsidentvalget i 2020.

Den amerikanske anklagemyndighed er kommet med en ny anklage i en straffesag, hvor tidligere præsident Donald Trump er tiltalt for at forsøge at omstøde det amerikanske præsidentvalg i 2020.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det sker, efter at den amerikanske Højesteret tidligere på sommeren afgjorde, at tidligere præsidenter har en høj grad af strafferetlig immunitet.
Afgørelsen skabte usikkerhed om, hvordan flere af Donald Trumps straffesager videre ville blive behandlet.
Den nye anklage dropper påstanden om, at Trump forsøgte at presse det amerikanske justitsministerium i sit forsøg på at omstøde valgnederlaget.
Med den nye anklage forsøger anklagemyndigheden ifølge Reuters at holde liv i straffesagen, efter at Højesteret fandt, at Trump ikke kunne retsforfølges for denne adfærd.
Det er den særlige anklager i sagen, Jack Smith, som står bag den nye og ændrede anklage. Han er også udpeget som særlig anklager i Donald Trumps dokumentsag.
Donald Trump er tiltalt i to straffesager om omstødelse af præsidentvalget. Den ene er den, som han nu anklages i på ny, som er en straffesag på føderalt niveau.
Den anden er en delstatslig sag, hvor Trump er tiltalt for blandt andet at forsøge at presse valgansvarlige til at give ham sejren i delstaten Georgia.
Han er også tiltalt for at have taget hemmelige dokumenter med hjem fra Det Hvide Hus og forsøgt at gemme dem fra efterforskere, efter at hans embede som præsident sluttede.
Slutteligt er han blevet kendt skyldig i alle 34 anklagepunkter i en sag om ulovlig bogføring, hvor han har bogført tys-tys-penge til en pornostjerne som juridisk bistand.
/ritzau/Reuters