Donald Trump afsætter millioner til konsulat i Nuuk

Trump-administrationen agter at bruge godt fire millioner kroner på amerikansk konsulat i Grønland.

Arkivfoto. Donald Trump. Fold sammen
Læs mere
Foto: MANDEL NGAN

Der var stort postyr, da den amerikanske præsident, Donald Trump, sidste år anførte, at han ville købe Grønland.

Det fik han ikke lov til, men planerne om et amerikansk konsulat i Grønland blev ikke skrinlagt af den grund.

Og nu har Trump-administrationen i et regeringsforslag fremlagt, hvor meget der skal sættes af til et amerikansk konsulat i Grønlands hovedstad, Nuuk.

Trump agter at afsætte 587.000 dollar - lidt over fire millioner kroner - til projektet. Det fremgår af et regeringsforslag, skriver det amerikanske medie Politico.

Pengene vil »etablere en permanent diplomatisk tilstedeværelse i Grønland«, lyder det i forslaget.

Det vil imidlertid ikke blive første gang, at USA har et permanent konsulat i Grønland.

USA åbnede nemlig et konsulat i Grønland i 1940 efter Nazitysklands besættelse af Danmark. Konsulatet lukkede igen i 1953.

I december oplyste Udenrigsministeriet, at det havde accepteret USAs planer om at åbne et konsulat i Nuuk.

Dermed er den formelle godkendelse af projektet også på plads.

Ifølge Politico bliver regeringsforslaget efter al sandsynlighed godkendt i Kongressen. Det skyldes, at Grønland for USA har en strategisk vigtig beliggenhed.

Sjældne mineraler og de militære muligheder gør det sandsynligt, at Kongressen siger god for forslaget. Det fortæller en embedsmand i regeringen til Politico.

De amerikanske planer om at genåbne et konsulat i Grønland har været kendt siden august sidste år.

Efter et møde med USAs udenrigsminister, Mike Pompeo, i november slog Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), også fast, at et amerikansk konsulat i Nuuk var på vej.

Ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq har USA planer om at bemande konsulatet med to diplomater og fem civilt ansatte.

Det har tidligere lydt, at konsulatet ventes at åbne i løbet af 2020.

/ritzau/