En syrisk mand, som har kæmpet for en milits, der er loyal over for Syriens præsident, Bashar al-Assad, er mandag ved en domstol i Holland idømt 12 års fængsel for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Domstolen fandt det bevist, at det 35-årige tidligere syriske militsmedlem - der i retsdokumenterne blot kaldes Mustafa A. - var med til at anholde en mand i Syrien i 2012.
Mustafa A. udleverede den anholdte til syriske efterretningsfolk, der placerede manden i et fængsel, hvor han blev udsat for tortur.
Dermed gjorde militsmedlemmet sig medskyldig i tortur, umenneskelig behandling og ulovlig anholdelse.
Desuden har den hollandske domstol også kendt ham skyldig i at være medlem af en kriminel organisation.
Ifølge domstolen var Mustafa A. et ledende medlem af Liwa al-Quds eller Jerusalem-brigaden, der støtter Assad-styret.
Det er en milits, hvis medlemmer især er palæstinensiske flygtninge, der bor i Syrien.
Militsen blev dannet i begyndelsen af Syriens nu 12 år lange krig.
Det er første gang, at en hollandsk domstol har dømt en person for en forbrydelse, der er begået, mens vedkommende har kæmpet på Assad-regeringens side under krigen i Syrien.
I Tyskland har der været et antal lignende domme.
Mustafa A. fik asyl i Holland i 2020. Han blev anholdt af hollandsk politi efter et tip om, at han havde været medlem af Jerusalem-brigaden, skriver nyhedsbureauet AP.
Han blev stillet for en hollandsk domstol ud fra et juridisk princip, der gør det muligt at retsforfølge mistænkte for blandt andet krigsforbrydelser, selv om disse forbrydelser er begået i et andet land.
/ritzau/Reuters