Domstol giver tysk kirke lov til at beholde antisemitisk relief

Mens antisemitiske holdninger igen debatteres i Tyskland, afgør domstol, at et "Judensau" kan blive på kirke.

En antisemitisk skultpur kan ses fire meter over jorden på Stadtkirche Wittenberg i Tyskland. Annegret Hilse/Reuters Fold sammen
Læs mere

Wittenberg. Et antisemitisk relief fra det 13. århundrede af et såkaldt "Judensau" skal ikke fjernes fra en kirke i den tyske by Wittenberg.

Det har en tysk domstol besluttet i denne uge.

Dermed afvises indvendinger fra det jødiske samfund i byen, der har kaldt relieffet nedværdigende og bedt om at få det fjernet.

Et "Judensau" (på dansk "jødesvin", red.) er en nedgørende og antisemitisk afbildning af jøder i uanstændig kontakt med en stor gris - typisk fra middelalderen.

Grise anses i jødedommen som urene, og både opdræt af grise og indtagelse af grisekød er forbudt.

Relieffet, som er at finde på Stadtkirche Wittenberg, viser blandt andet en rabbiner, der løfter halen på en so og kigger op bagi dyret.

Sagen kommer, mens der i Tyskland er en stor debat om stigende antisemitisme, blandt andet efter at en højreorienteret angrebsmand i efteråret dræbte to personer i byen Halle.

Siden da har Tysklands regering i et indlæg i Der Spiegel advaret om jødisk udvandring i massivt omfang fra landet, hvis had mod befolkningsgruppen varer ved.

Domstolen, den såkaldte Oberlandesgericht i Naumburg, fastslog dog, at relieffet, som befinder sig fire meter over jorden, ikke udgør en krænkelse.

- Skulpturen har i sin nuværende sammenhæng ikke en fornærmende karakter og krænker ikke sagsøgerens personlige rettigheder, lyder det i dommen.

Sigmount A. Königsberg fra Berlins jødiske samfund siger imidlertid:

- Vi ønsker ikke, at dette "Judensau" forsvinder. Det bør fremvises offentligt, men ikke på siden af en kirke. Det hører til på et museum i klar historisk sammenhæng om antisemitisme i middelalderen.

Stadtkirche Wittenberg siger i en udtalelse, at man med tristhed anerkender, at nogle kan føle sig stødt eller krænket over skulpturen.

Men kirken tilføjer, at den sammen med det jødiske samfund i 1988 besluttede sig for at inkorporere relieffet i et mindesmærke, hvor man tilføjede blandt andet en informationstavle, der gør opmærksom på de seks millioner jøder, som blev dræbt under Holocaust.

Retten mener, at informationstavlen gør det klart, at sognet "tog afstand fra forfølgelsen af jøder, Martin Luthers anti-jødiske skrifter og det nedværdigende formål med den krænkende skulptur".

Det er anden gang på to år, at en domstol stemmer imod at fjerne Wittenbergs "Judensau".

/ritzau/