Domstol afviser at tage stilling til nordirsk abortlov

Menneskerettighedsforkæmpere får ikke lov til at bringe spørgsmålet om nordireres ret til abort for domstolen.

Læs mere
Fold sammen

Nordirske menneskerettighedsforkæmpere får ikke lov til at bringe spørgsmålet om retten til abort til den britiske højesteret.

Højesteret har torsdag afvist en appelsag, der er ført til domstolen af den nordirske menneskerettighedskommission (NIHRC), skriver BBC.

Størstedelen af dommerne siger godt nok i afgørelsen, at den eksisterende lovgivning i Nordirland ikke er forenelig med menneskerettighederne, når det handler om fostre med misdannelser og seksuelle forbrydelser.

Men for at sagen kan tages op i Højesteret, ville det ifølge domstolen kræve, at en kvinde, der er gravid som resultat af en seksuel forbrydelse eller bærer på et misdannet foster, tager sagen til domstolen.

Fri abort er ikke tilladt for Nordirlands kvinder. Det er kun lovligt at få foretaget en abort, hvis en kvindes helbred er i fare eller hvis der er risiko for permanent skade for hendes mentale eller psykiske helbred.

Afgørelsen i Højesteret kommer, kun få uger efter at spørgsmålet om abort var til afstemning i Irland.

Her stemte Irlands vælgere et klart ja til, at forbuddet mod abort skulle ophæves.

/ritzau/