Washington. En føderal dommer i Washington siger fredag, at det er tvivlsomt, om Det Hvide Hus kan få stoppet udgivelsen af den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Boltons bog.
- Hesten synes allerede at være ude af stalden, som vi siger i Texas, siger dommer Royce Lamberth, som fredag ledede en høring om bogen.
Lamberth henviser til, at 200.000 kopier af bogen er omdelt, og at mange uddrag er offentliggjort.
Dommeren har anmodet advokater om mere materiale, og han har meddelt, at han har brug for tid til at overveje sagen, inden han vil træffe sin afgørelse.
Et langt uddrag om Kina er blevet bragt i erhvervsavisen The Wall Street Journal og et stort antal anmeldereksemplarer af bogen er givet til amerikanske aviser. Meget materialet har dermed været offentliggjort i de seneste døgn.
I bogen skriver John Bolton blandt andet, at Donald Trump søgte hjælp fra Kinas præsident, Xi Jinping, til at blive genvalgt, da de to ledere ved et møde i 2019 førte drøftelser bag lukkede døre.
- Trump begyndte så meget overraskende at føre samtalen hen på det kommende præsidentvalg, og med henvisninger til Kinas økonomiske kapacitet bad han Xi om at sikre, at han bliver genvalgt, skriver Bolton i bogen, som blandt andet erhvervsavisen The Wall Street Journal har offentliggjort uddrag fra.
I et interview torsdag med det amerikanske medie ABC News i forbindelse med bogen sagde John Bolton, at Donald Trump "er uegnet til at være præsident".
- Jeg mener, at han mangler kompetencerne til hvervet. Putin (Ruslands præsident, red.) kan fuske Trump, som han vil, sagde John Bolton.
Bogen med titlen "The Room Where It Happened" - på dansk "Rummet, hvor det skete" - udkommer efter planen 23. juni.
Trump-administrationen kræver et midlertidigt forbud mod udgivelsen, indtil et nationalt sikkerhedsgennemsyn af bogen har fundet sted.
Donald Trump har også langet ud efter John Bolton og kaldt ham "en syg hvalp" og bogen for "fiktion". Ifølge Det Hvide Hus står Bolton til at tjene over to millioner dollar (over 13,3 millioner kroner) på bogen.
/ritzau/Reuters