Dommer Neil Gorsuch kan snildt præge USA i tre årtier

Trump har peget på sin favorit som ny højesteretsdommer. Den nominerede er ung og går op i etik, siger lektor.

Foto: NICHOLAS KAMM. Arkivfoto. Trump har peget på sin favorit som ny højesteretsdommer. Den nominerede er ung og går op i etik, siger lektor.
Læs mere
Fold sammen

Den 49-årige Neil Gorsuch er af præsident Donald Trump blevet nomineret som ny højesteretsdommer i USA. Og da Gorsuch har en relativ ung alder, kan han præge domstolen i lang tid.

Det siger Robin Herr, der er amerikansk jurist, ph.d. og ekstern lektor ved Syddansk Universitet.

- Han er meget ung, så han kan præge højesterets afgørelser de næste 30 år. Han går meget op i etik, og bliver han godkendt, vil han blive anset for at være en af de mest konservative blandt højesteretsdommerne, siger hun.

Hun henviser til, at man bliver valgt som højesteretsdommer, kan man sidde på posten, indtil man dør.

Netop et dødsfald har efterladt en tom plads ved den højeste amerikanske domstol. Antonin Scalia, der blev højesteretsdommer i 1986, døde sidste år.

I en tale har Neil Gorsuch sagt, at han græd, da han fik nyheden om Scalias død.

Den nominerede kandidat vil også placere sig blandt de mest konservative ved domstolen, der lige nu har fire konservative og fire liberale dommere.

- Trump har tidligere lovet en konservativ dommer, som mindede om Scalia. Det gør Gorsuch, siger Robin Herr.

- Også han fortolker forfatningen bogstaveligt og på datidens præmisser. Gorsuch vil placere sig som den næstmest konservative blandt dommerne, siger hun.

Neil Gorsuch er i dag dommer ved en appeldomstol og har arbejdet for Anthony Kennedy, der har været højesteretsdommer siden 1988.