En føderal dommer i USA har lørdag amerikansk tid midlertidigt blokeret for, at præsident Donald Trump kan sende 200 soldater fra Nationalgarden til byen Portland i Oregon.

Det sker, mens en retssag om indsættelsen pågår. Oregon lagde den 28. september sag an mod flere i Trumps administration, efter at Trump havde meddelt, at han ville sende soldater til Portland.

Trump sagde, at soldaterne skal beskytte statslige bygninger og faciliteter mod det, han kalder indenlandske terrorister.

Nyhedsbureauet Reuters beskriver lørdagens afgørelse som et tilbageslag for republikanske Trump, der ønsker at sende militær til flere byer, som han beskriver som lovløse. Det sker på trods af indvendinger fra byernes demokratiske ledere.

Oprindeligt var det distriktsdommer Michael Simon, som havde fået tildelt sagen. Han trak sig dog fra den, efter at Trumps administration udtrykte bekymring over udtalelser fra hans hustru, som er kongresmedlem, hvor hun kritiserede indsættelsen af soldater.

Sagen blev herefter sendt videre til dommeren Karin Immergut. Det midlertidige forbud i hendes afgørelse gælder i 14 dage og udløber således den 18. oktober, skriver det amerikanske medie CNN.

Det er Oregons demokratiske justitsminister, Dan Rayfield, der har anlagt søgsmålet mod Trump, forsvarsminister Pete Hegseth og minister for indenrigssikkerhed Kristi Noem.

Søgsmålet beskylder Trump for at overskride sine beføjelser.

I lørdagens afgørelse lyder det fra Immergut, at Oregon sandsynligvis vil få medhold i deres påstand om, at præsidenten overskred sin forfatningsmæssige myndighed og overtrådte USA's Tenth Amendment, skriver CNN.

Det tiende tillæg til den amerikanske forfatning - "The Tenth Amendment" - fastslår, at enhver beføjelse, der ikke er tildelt den føderale regering, tilhører delstaterne eller folket.

/ritzau/Reuters