Dommer beordrer Trumps navn fjernet fra Kennedy Center
En bestyrelse udpeget af præsidenten besluttede at ændre Kennedy Centers navn, så det omfattede Trump.

En bestyrelse udpeget af præsidenten besluttede at ændre Kennedy Centers navn, så det omfattede Trump.

En distriktsdommer i Washington D.C. har fredag beordret, at præsident Donald Trumps navn skal fjernes fra kulturinstitutionen Kennedy Center.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Trump udpegede sidste år en direktør og bestyrelse, der valgte Trump som bestyrelsesformand.
I december 2025 besluttede bestyrelsen at ændre institutionens navn til The Trump Kennedy Center.
Men nu har dommeren afgjort, at Kennedy Center ikke kan få et nyt navn, uden at Kongressen har godkendt det.
Derfor skal Trumps administration fjerne al fysisk skiltning med Trumps navn og slette alle henvisninger til et "Trump Kennedy Center" fra officielle materialer inden for 14 dage.
- Kongressen gav Kennedy Center dets navn, og kun Kongressen kan ændre det, skriver dommeren.
Afgørelsen er mildt sagt ikke faldet i god jord hos Donald Trump.
Han havde med egne ord set frem til at overtage Kennedy Center og poste millioner af dollar i renoveringsarbejde. Det skriver Trump på mediet Truth Social.
- Desværre vil dommeren og den radikale venstrefløj hellere se stedet dø end lade præsident Donald Trump forvandle det til noget, som alle kunne være stolte af.
- Der har aldrig været en præsident i USA's historie, som er blevet behandlet så uretfærdigt af domstolene som jeg, skriver Trump videre.
Afgørelsen er faldet som led i et søgsmål, som det demokratiske kongresmedlem Joyce Beatty havde anlagt.
Kennedy Center i Washington D.C. åbnede i 1971 som en kulturinstitution og et minde om John F. Kennedy, der efter to år og ti måneder som USA's præsident blev skudt og dræbt den 22. november 1963 i Dallas, Texas.
Ændringerne i Kennedy Center kom ikke længe efter Trumps indsættelse som præsident i slutningen af januar 2025. Han kritiserede centret for at lade drag-kunstnere eller kunstnere fra LGBTQ-miljøet optræde.
Donald Trumps indblanding fik flere kunstnere til at aflyse deres optræden i Kennedy Center.
Dertil har John F. Kennedys familie fordømt navneændringen og sagt, at det skænder den afdøde præsidents eftermæle.
I februar meddelte Trump, at centret lukker i omkring to år fra den 4. juli, da han vil bygge det om.
- Jeg har besluttet, at den hurtigste vej til at omdanne The Trump Kennedy Center til et sted med den største succes, skønhed og storhed er at indstille underholdningsoperationer i omkring to år, skrev han på sit sociale medie, Truth Social.
Planen blev ifølge The New York Times godkendt af bestyrelsen i marts. Men fredag har dommeren fundet, at bestyrelsen ikke udviste den tilstrækkelige omhu i overvejelsen af konsekvenserne af en sådan beslutning.
Dommeren påpeger samtidig, at afgørelsen ikke forhindrer centrets bestyrelse i at beslutte at lukke Kennedy Center i fremtiden med henblik på at renovere det. Det skriver avisen.
/ritzau/