En brasiliansk højesteretsdommer har fredag afvist en anmodning fra landets tidligere præsident Jair Bolsonaro, hvor hans advokater har bedt om, at Bolsonaros dom i en sag om kupforsøg genovervejes.
Det viser retsdokumenter, som nyhedsbureauet AFP har set.
Den 70-årige ekspræsident påbegyndte i november afsoningen af en fængselsstraf på 27 år, efter at den brasilianske højesteret havde meddelt, at hans ankemuligheder var udtømte.
Tre dage efter indgav Bolsonaros advokater alligevel en anmodning om en ankesag.
Højesteretsdommer Alexandre de Moraes skriver i retsdokumenterne, at han ikke anerkender den nye anmodning om en ankesag.
For at en dom kan ankes, kræver det normalt, at mindst to af dommerne er uenige i dommen. Det var kun én af dommerne i Bolsonaros sag.
Bolsonaro blev i september dømt skyldig i at have planlagt et kup mod sin politiske modstander Luiz Inácio da Silva, efter at Silva vandt præsidentvalget i 2022.
Ekspræsidenten har efter dommen fastholdt sin uskyld.
Brasiliens senat godkendte tidligere denne uge et lovforslag om at forkorte ekspræsident Jair Bolsonaros fængselsstraf. Bliver forslaget vedtaget, kan den tidligere præsident efter to år blive prøveløsladt.
Det er dog ifølge nyhedsbureauet Reuters sandsynligt, at forslaget vil møde modstand i landets højesteret og fra den nuværende præsident i Brasilien, Luiz Inacio Lula da Silva.
Fredag har højesteretsdommer Moraes godkendt en anmodning fra Bolsonaro om tilladelse til at forlade fængslet, således at han kan blive opereret for brok.
Beslutningen er taget, efter at ekspræsidentens advokat sidste uge indgav en anmodning om afsoning i husarrest på grund af det, der betegnes som humanitære årsager.
Den anmodning blev afvist.
- Tiltalte tilbageholdes et sted, der ligger meget tæt på det private hospital, hvor han modtager akut lægehjælp, så der er ingen fare i tilfælde af, at der skulle blive behov for akut transport, skrev dommeren i sin afgørelse.
/ritzau/
