Dommer afviser klage over valgresultat og giver Bolsonaro bøde

Bolsonaros koalition handlede i ond tro ved at klage over resultat og skal betale millioner, fastslår dommer.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Formanden for den brasilianske valgdomstol har afvist en klage fra afgående præsident Jair Bolsonaros parti om at udfordre valgresultatet fra oktober.

Det viser et retsdokument ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dommer Alexandre de Moraes har onsdag lokal tid afvist klagen fra Bolsonaro, der med en snæver margen tabte præsidentvalget til Luiz Inácio da Silva - ofte blot kaldet Lula.

Moraes, der også er højesteretsdommer, har desuden idømt partierne i Bolsonaros koalition en bøde på 22,9 millioner brasilianske real - cirka 30,6 millioner kroner - for at handle i ond tro.

Tidligere på ugen indgav Bolsonaro en klage til landets føderale valginstans. Det gjorde han, fordi han bestrider valgresultatet.

I samme ombæring bad han myndighederne om at slette stemmer, der er afgivet elektronisk.

Den stærkt højreorienterede Bolsonaro begrundede ifølge nyhedsbureauet AP sit ønske med en softwarefejl, som uafhængige eksperter dog tidligere har slået fast ikke har påvirket resultatet.

Lulas administration har kaldt Bolsonaros klage et beskidt trick.

Mange af den afgående præsidents allierede har allerede anerkendt resultatet, som tildeler Lula da Silva sejren.

Bolsonaro forblev tavs i flere dage efter valgresultatet. Det fik flere til at frygte, at han ville forsøge at klynge sig til magten med opbakning fra sine tilhængere.

I månederne op til valget forsøgte han at så tvivl om, hvorvidt man kan stole på de elektroniske valgmaskiner, som Brasilien bruger.

Lula fik 50,9 procent af stemmerne ved valget. Bolsonaro fik 49,1 procent. Det er det tætteste præsidentvalg i nyere tid i Brasilien.

Lula da Silva indsættes på præsidentposten 1. januar.

/ritzau/