Dommens dag for netpirater

Klokken 11 falder der dom i den skelsættende retssag mod det omdiskuterede fildelings-site The Pirate Bay.

Der er ro i netpiratlejren, inden formiddagens domsafsigelse mod The Pirate Bay. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bob Strong / Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag rundes en milepæl i den årelange konflikt mellem fildelere og musik- og filmindustrien.

Det sker, når der ved 11-tiden i formiddag tikker en fax, email eller et telefonopkald ind i svenskeren Peter Sundes hjem i Malmø.

Peter Sunde er en af fire anklagede i retssagen mod fildelings-sitet The Pirate Bay. Tilbage i februar var de fire hovedmænd bag fildelings-giganten The Pirate Bay i retten i Stockholm, og i dag falder der dom i sagen.

Tre af hovedmændene – Peter Sunde, Fredrik Neij og Gottfri Svartholm Warg – står anklaget for at have bidraget til at gøre copyright-beskyttet materiale tilgængeligt. Den fjerde, Carl Lundström, står anklaget for at finansiere The Pirate Bay.

Kendes de skyldige, har de udsigt til årelange fængselsstraffe og et erstatningskrav fra film- og musikindustrien på 120 millioner svenske kroner. De forventes dog at ville anke en eventuel dom.

Sagen bliver fulgt fra hele verden og der er heller ikke hvem som helst, der er blevet slæbt i retten. The Pirate har flere millioner brugere, og det anslås, at halvdelen af verdens BitTorrent-trafik foregår gennem netop The Pirate Bay.

Ifølge Peter Sunde tager de anklagede dog den spændte situation med ophøjet ro.

- Alle involverede har det okay med situationen. Vi mener stadig ikke, at vi har forbrudt os mod svensk lovgivning, siger Peter Sunde ifølge bbc.co.uk.

Peter Sunde erklærer sin og The Pirate Bays uskyldighed ud fra, at sitet ikke indeholder copyright-beskyttet materiale. Alt, sitet gør, er, at være et sted, hvor brugere sætte links ind, der henviser til sider med copyright-beskyttet materiale, eller finde links til sider med dette materiale.

»Vi er som Google«
Ud fra den betragtning har diskussionen om The Pirate Bay gået på, om de svenske netpirater er udspekulerede lovbrydere, der udbytter computerteknologiens muligheder, eller internettets frihedskæmpere, der kæmper for en lige og åben adgang til digitalt materiale.

Peter Sunde kan ikke se, at The Pirate Bay gør noget galt.

- Vi deler ikke filer, men linker bare til materiale. Vi fortæller ikke folk, om de skal downloade eller ej. Det er en åben platform, en åben teknologi, hvor folk kan finde og dele forskelligt materiale. Der er ingen forskel mellem os og Google, siger Peter Sunde.

Han mener, at en dom til The Pirate Bay-administratorerne vel undergrave hele internettet, da dette netop er baseret på links.

Server på museum
Retssagen vil formentlig gå over i historien, og det har et svensk museum allerede benyttet sig af. De har således anskaffet sig en af de Pirate Bay-servere, som politiet sidste år konfiskerede.

Det er Tekniske Museet i Stockholm – Sveriges nationalmuseum for videnskab og teknologi –, der har købt serveren for 2.000 svenske kroner.

- Denne tekniske dippedut må havne på et museum. Den har en stor symbolsk værdi, da den har sat fingeren på et stort problem eller en stor mulighed, siger Nils Olander, intendant ved museet, i en pressemeddelelse.

Her skriver museet desuden, at kopiering i strid ophavsret ikke er noget nyt fænomen. I 70’erne fandt der også ulovlig kopiering sted i stor stil ved brug af kassettebånd. Derfor har museets ledelse bestemt, at serveren skal stå ved siden af de gamle kassettebåndoptagere.