Dom udelukker russisk oppositionspolitiker fra valg

Den russiske aktivist og blogger Aleksej Navalnij vil ikke kunne stille op ved det russiske præsidentvalg.

Den russiske aktivist og blogger Aleksej Navalnij kan ikke stille op ved det russiske præsidentvalg, efter at en domstol har fundet ham skyldig i en sag om påstået svindel, skriver det russiske nyhedsbureau Tass. Fold sammen
Læs mere
Foto: SERGEI KARPUKHIN

Den russiske aktivist og blogger Aleksej Navalnij kan ikke stille op ved det russiske præsidentvalg, efter at en domstol har fundet ham skyldig i en sag om svindel, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Sagen handler om svindel i forbindelse med blandt andet en statslig tømmervirksomhed.

En domstol i Kirov har fundet Navalnij skyldig i anklager om bedrageri, og den afsiger dommen onsdag. Anklageren har lagt op til en betinget dom.

Men det står allerede nu klart, at dommen vil udelukke Navalnij fra at stille op som præsidentkandidat. I december meddelte Navalnij, at han ville stille op ved præsidentvalget i 2018.

Navalnij, der tidligere har kaldt præsident Vladimir Putin for "korruptionens tsar", har været fængslet for kritik af styret og for politisk aktivisme.

Hans tilhængere siger, at retssagen er politisk motiveret.

Retssagen mod Navalnij gælder også hans kompagnon, Pjotr Ofitserov, som også er politiker. Ofitserov får ligeledes sin dom onsdag.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg sagde i en kendelse i februar sidste år, at Navalnij ikke havde fået en retfærdig retssag i den oprindelige retssag, hvor Navalnij fik fem års betinget fængsel.

Ruslands højesteret har siden afgjort, at retssagen skulle gå om på baggrund af menneskerettighedsdomstolens kendelse.

- De to mænd blev dømt for aktiviteter, som ikke kan skelnes fra "regulære kommercielle aktiviteter," hed det i afgørelsen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Den 40-årige Navalnij var en central figur i protesterne mod præsident Vladimir Putin i vinteren 2011-2012 forud for Putins genindsættelse som præsident.

Putin ventes at genopstille ved valget i 2018, men han har ikke formelt givet meddelelse om det.

Navalnij, der er født i juni 1976, har flere partier, der spænder fra højrefløj til venstrefløj, bag sig.

Han blev nummer to ved et borgmestervalg i Moskva i 2013 og er uddannet advokat.