Strategien i effektiviseringsministeriet DOGE kan nok bedst illustreres af den motorsav, Elon Musk fik overrakt af Argentinas præsident, Javier Milei, og løftede over hovedet:

Der skulle skæres i USAs statslige budget. 

Som sagt, så gjort, og titusindvis af føderalt ansatte har mistet deres job. 

Men DOGE har handlet for hurtigt, viser det sig. 

Den føderale dommer James Bredar har beordret en lang række fyringer omgjort, og tusindvis af medarbejdere skal genansættes på tværs af 18 føderale agenturer – inden for blandt andet handel, uddannelse, energi, sundhed og hjemmeværn. 

Der er nemlig ikke lovhjemmel for de mange afskedigelser, skriver Politico

Ifølge dommer Bredar har Trump-administrationen gjort brug af såkaldte RIFs – et afskedigelsesværktøj, hvor stillingen helt nedlægges – uden at varsle staterne korrekt. De har desuden brugt falske anklager om medarbejdernes præstationer som begrundelse for fyringer. 

James Bredars afgørelse er resultatet af et søgsmål, som en række demokratiske statsadvokater står bag. 

En anden føderal dommer – William Alsup – nåede til samme konklusion dagen inden og beordrede, at seks departementer genansatte fyrede medarbejdere med øjeblikkelig virkning. 

Den afgørelse har Det Hvide Hus kaldt »absurd og forfatningsstridig«, men de har endnu ikke reageret på Bredars udmelding. 

Problemet er tilsyneladende ikke fyringerne i sig selv, men måden de er blevet udført på.

Meget tyder på, at de juridiske udfordringer skyldes det høje tempo Elon Musk og DOGE har lagt for dagen. 

Fra begyndelsen har DOGEs metoder været omgivet af hemmelighedskræmmeri. Det er for eksempel ikke klart, hvilken stilling Musk egentlig besidder, da det bare kaldes »særlig regeringsansat«.

I februar måtte også landbrugsdepartementet i Trump-administrationen i al hast omgøre en lang række fyringer

Uheldigvis var de kommet til at afskedige medarbejdere, der arbejdede på at bekæmpe fugleinfluenza, der vel at mærke er et stort problem i USA i øjeblikket og har været med til at sende æggepriserne på himmelflugt.