Dømt krigsforbryder død under retsdrama: »Jeg har taget gift«

En stribe domme mod krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien er faldet de seneste år, men ingen retsmøder har været så dramatiske som dét i går.

Den bosnisk-kroatiske eksgeneral Slobodan Praljak blev idømt 20 års fængsel i 2013 for krigsforbrydelser under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, og da dommen blev opretholdt under gårsdagens møde i retten, tog han sagen i egen hånd. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det vil til evig tid komme til at stå som et dramatisk øjeblik for Krigsforbryderdomstolen i Haag, da den dømte Slobodan Praljak i går drak gift under retsmødet.

I første omgang opstod der forvirring og kaos i retten.

Den bosnisk-kroatiske eksgeneral Slobodan Praljak blev idømt 20 års fængsel i 2013 for krigsforbrydelser under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, og da dommen blev opretholdt under gårsdagens møde i retten, tog han sagen i egen hånd.

På TV-optagelserne fra retten ser man den 72-årige skæggede mand stå med stirrende blik og erklære sin uskyld.

»Slobodan Praljak er ikke en krigsforbryder,« sagde han først og tilføjede så: »Jeg afviser rettens afgørelse.«

Herefter lagde han hovedet bagover, løftede en lille brun beholder op til munden med højre hånd og drak en væske.

Retsformanden og flere andre i retslokalet kiggede først undrende på den dømte, da det stod dem uklart, hvad der foregik. Men derefter lød det fra Slobodan Praljak: »Jeg har taget gift.«

Et øjeblik efter fulgte en af Slobodan Praljaks advokater op og sagde: »Vores klient siger, at han har drukket gift.«

Uro opstod i retslokalet, og flere rejste sig forvildede op.

»Vi suspenderer retsmødet,« lød det fra retsformanden.

»Please, gardinerne,« tilføjede han bekymret og signalerede med en nedadgående armbevægelse, at gardinerne omgående skulle trækkes for i retslokalet, så TV og andre ikke længere kunne følge med.

Død under behandlingen

En ambulance blev hurtigt tilkaldt. Efter en time forlød det, at han stadig blev behandlet. Men senere oplyste kroatisk stats-TV, at Slobodan Praljak var død.

Slobodan Praljak var en af seks tidligere bosnisk-kroatiske militære og politiske ledere, der fik deres endelige domme for krigsforbrydelser begået i byen Mostar.

Praljak blev ifølge The New York Times dømt for ikke at have stoppet udryddelse af muslimer i 1993 efter at være blevet informeret om, at soldater havde samlet dem før overlagt massemord. Han blev også dømt for ikke at have reageret på oplysninger om, at mordene var planlagte, angreb på medlemmer af internationale organisationer og ødelæggelse af historiske bygninger.

Krigsforbryderdomstolen har i snart et kvart århundrede primært fokuseret på de dominerende serberes rolle i konflikten, og for nylig faldt en af de største domme – dommen mod den tidligere bosnisk-serbiske general Ratko Mladic, der fik livstid for folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Men Kroatien foretog også en række etniske udrensninger for på samme måde som Serbien at beslaglægge land og gøre områderne racerene.

Selv om ingen af de retssager ved Krigsforbryderdomstolen, der har involveret kroater som Slobodan Praljak, har været på niveau med de udryddelser foretaget af bosnisk serbiske styrker i Srebrenica, så har et dusin etniske kroater modtaget domme, skriver The New York Times.

Retsmøderne har afdækket, at den etniske udrensning var et mål for både den serbiske og den kroatiske regering, og at de to landes ledere, Serbiens Slobodan Milosevic og Kroatiens Franjo Tudjman, allerede i begyndelsen af 1990erne holdt hemmelige møder for at drøfte en deling af Bosnien.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.