Dømt for et digt

Den russiske regering vil opløse en menneskeretsgruppe, der dokumenterer Stalins forbrydelser. Vladimir Putin forsøger at skrive de mørke kapitler ud af Ruslands historie, mener foreningen.

Ilja Saratovskij, leder af Memorials arkiv over ofre for Josef Stalins henrettelser, fængslinger og deportationer, der kulminerede i slutningen af 1930erne. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MOSKVA: Familien vidste, at Pjotr Sjrubko blev sendt i straffelejr, men ingen vidste præcis hvorfor.

Den 30-årige Pjotr blev arresteret en tidlig morgen i 1937. Sovjetunionens hemmelige politi, NKVD, bankede på døren til lejligheden i Moskva, og hans kone og to små børn så ham aldrig mere.

Mange år senere fik de at vide, at han var omkommet i en straffelejr i Sibirien. Men først i sidste uge fandt Pjotrs barnebarn – nu selv en ældre herre – ud af, hvorfor sovjetdiktatoren Josef Stalins sikkerhedsapparat havde taget hans farfar.

»Han skrev digte,« siger arkivaren Ilja Saratovskij, mens han bladrer gennem de gamle sagsakter.

Det står sort på hvidt i de nyligt frigivne retsdokumenter. Digte i en notesbog var en af årsagerne til, at den 30-årige uddannede geolog måtte lade livet. Et par af digtene var nemlig at regne for »anti-sovjetisk propaganda«, mente Stalins dommere. Derfor fik Pjotr Sjrubko otte år i den sibiriske straffelejr, hvor han senere omkom.

Nu ligger hans sort-hvide portrætbillede på et bord hos menneskeretsgruppen Memorial. Blandt titusindvis af andre. Her i kælderen i det centrale Moskva fylder sagerne om henrettelser og årelange straffe reolerne fra gulv til loft. Derfor var det her, Pjotrs barnebarn for nyligt henvendte sig for at få hjælp til at fremskaffe de 77 år gamle dokumenter fra sikkerhedstjenesten. Nu er mappen om hans farfar det seneste ansigt i det stadigt voksende arkiv over nogle få af Stalin-styrets millioner af ofre.

»Det er stadig kun en brøkdel af disse sager, der er tilgængelige for offentligheden,« siger Ilja Saratovskij, lederen af arkivet.

Krævet lukket

Men snart kan det være slut med at føje nye mapper til den kollektive hukommelse i kælderen. Står det til den russiske regering, skal Memorial – en af Ruslands ældste og mest respekterede menneskeretsgrupper – ikke længere eksistere.

Det russiske justitsministerium har anlagt en retssag, hvor man kræver Memorial opløst omgående. Formelt set ikke på grund af arbejdet med menneskerettigheder og historie. Men fordi selve foreningens opbygning med selvstændige kontorer i flere byer ifølge ministeriet er ulovlig.

Det er ikke første gang Memorial er faldet i unåde hos Vladimir Putins regering. Sidste år stemplede justitsministeriet gruppens menneskeretscenter som en »udenlandsk agent«. Så sent som i går fik organisationens nyhedstjeneste, Memo.ru, samme stempel.

De statslige TV-kanaler har også længe ført kampagne mod gruppen. Statslige TV-værter har beskyldt Memorial at gå udenlandske magters ærinde ved at dokumentere sovjettidens forbrydelser og sætte fokus på nutidige krænkelser begået af russiske sikkerhedsstyrker i det urolige Nordkaukasus. Men det er første gang, regeringen kræver foreningen lukket. Det kan blive virkelighed ved en retssag, der nu er fastsat til 17. december.For bestyrelsesformand for Memorials menneskeretscenter Oleg Orlov er der ingen tvivl om, at sagen er en straffeaktion.

»Det har intet med lovens bogstav at gøre. Vi overtræder ingen love,« siger Oleg Orlov fra sit kontor to etager over arkivet.

Han ser angrebet som en del af et forsøg på at skrive de mørke sider ud af Ruslands historie. Den russiske præsident bad allerede sidste år en gruppe historikere om at skrive en helt ny standardhistorie, der skal danne grundlag for nye russiske skolebøger. I denne måned forsvarede Putin den berygtede Hitler-Stalin-pagt, der i 1939 delte Østeuropa mellem Nazityskland og Sovjetunionen.

Det er et forsøg på at hvidvaske fortiden og ikke mindst Josef Stalin, mener Oleg Orlov.»Alle mørke kapitler i historien bliver til bisætninger mellem de glorværdige sejre og Stalin, der byggede en atombombe,« siger han.Memorial blev grundlagt i 1989 netop for at dokumentere skueprocesser, henrettelser og deportationer af hele folkeslag under den sovjetiske diktator.

»Hvis man tænker som dem, så er alt vores arbejde skadeligt,« siger Orlov.

Udskydelse efter voldsom kritik

Den russiske regering afviser, at sagen mod Memorial er politisk. Det er menneskeretsgruppens tekniske organisering uden et juridisk hovedkontor, der strider mod nye regler for ikke-statslige organisationer. Desuden har en inspektion »afsløret, at der ikke er papirer, der beviser, at organisationen arbejder for at opfylde sine erklærede mål«, skriver det russiske udenrigsministerium i en udtalelse.

Efter voldsom kritik fra både historikere og menneskeretsaktivister besluttede justitsministeriet imidlertid i sidste uge at udskyde retssagen om lukning fra denne til næste måned. Men truslen hænger stadig over organisationen, og truslen er et mål i sig selv, mener Oleg Orlov.

»Deres opgave er langt større end Memorial. Deres opgave er at få civilsamfundet under kontrol. De vil sørge for, at vi udøver selvcensur og ikke beskæftiger os med seriøse spørgsmål,« siger han.

Udskydelsen af sagen viser, at der også i Kreml er en bekymring for reaktionerne, hvis landets ældste menneskeretsorganisation vitterligt lægges i graven, mener han.

»Kreml har mange tårne, og lige nu gør de omkostningerne op. Hvis prisen er for høj, så gør de det ikke. Hvis den er lav, lukker de os før nytår,« siger Oleg Orlov.

En lukning af paraplyorganisationen vil også ramme 19 lokale afdelinger af Memorial. De arbejder netop med at hjælpe efterkommere med at kaste lys over deres forældre og bedsteforældres skæbne.

Dermed vil det blive langt sværere for familierne at få klarhed over, hvad der skete med familiemedlemmer, der blev ofre for Stalins udrensninger, siger lederen af Memorials arkiv Ilja Saratovskij.

»Nye generationer vokser op. De fleste, som oplevede undertrykkelsen, er døde. Og måske tænker nogle: »Skete det overhovedet?« Det, vi har her, er beviserne. Det er erindringen om, hvilket omfang politisk undertrykkelse kan tage,« siger han.

Som dengang den 30-årige Pjotr Sjrubko måtte lade livet for et digt.