Dødstallet stiger til mere end 4000 efter jordskælv i Venezuela
To uger efter jordskælvene nær hovedstaden Caracas har Venezuela registreret 4118 døde.

To uger efter jordskælvene nær hovedstaden Caracas har Venezuela registreret 4118 døde.

4118 personer har mistet livet som følge af de to jordskælv, som ramte Venezuela i slutningen af juni.
Det viser tal offentliggjort fredag af Venezuelas parlamentsformand, Jorge Rodriguez, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Dermed er antallet af døde steget med 229 siden den seneste orientering torsdag.
Opgørelsen viser, at 16.740 mennesker er kommet til skade i forbindelse med jordskælvene. 17.907 mennesker er desuden blevet hjemløse. Tallene er uændrede i forhold til torsdag.
Tusindvis af personer er fortsat meldt savnede, skriver AFP.
Jordskælvene ramte med under et minuts mellemrum onsdag den 24. juni nær hovedstaden Caracas.
De havde en beregnet styrke på henholdsvis 7,2 og 7,5. Der var dermed tale om de kraftigste jordskælv i landet siden 1900.
En lang række lande sendte redningshold til det sydamerikanske land for at hjælpe med at finde overlevende og bjærge de døde fra ruinerne af sammenstyrtede huse.
Mens flere redningshold de seneste dage har indstillet jagten på at finde overlevende, leder familier til fortsat savnede videre i murbrokkerne.
Venezuela har åbnet mere end 80 midlertidige opholdssteder for overlevende, hvis hjem blev ødelagt i forbindelse med jordskælvene.
Det sydamerikanske land står lige nu over for flere sundhedsmæssige udfordringer som følge af naturkatastrofen.
Det drejer sig om sygdomsudbrud, dårlig sanitet og manglende adgang til rent drikkevand. Det sagde Jarbas Barbosa, der er direktør for den panamerikanske sundhedsorganisation (Paho), som hører under FN, torsdag til Reuters.
Paho samarbejder med Venezuelas sundhedsministerium om at overvåge eventuelle udbrud af sygdomme - særligt på de midlertidige opholdssteder.
FN har tidligere anslået, at jordskælvene i Venezuela har forårsaget skader for 6,7 milliarder dollar. Det svarer til 43,8 milliarder kroner.
Beløbet udgør seks procent af Venezuelas bruttonationalprodukt. Det forkortes bnp og er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi.
RITZAU