Dødstallet er steget til 34 efter et russisk angreb mod byen Ternopil i det vestlige Ukraine tirsdag.
Det meddeler myndigheder i byen søndag ifølge Reuters.
Dermed er missilangrebet mod Ternopil det hidtil dødeligste angreb mod civile i Ukraine i år.
Det er også et af de voldsomste, der har ramt det vestlige Ukraine, siden Rusland invaderede landet i februar 2022.
Taras Pastukh, der er næstkommanderende i Ternopils militære administration, siger, at eftersøgningen er afsluttet, og 33 dødsofre er identificeret. Blandt dem er seks børn.
Et af ofrene - som menes at være en mand - er endnu ikke identificeret.
Over 90 mennesker blev såret i angrebet.
Lørdag lød det fra præsident Volodymyr Zelenskyj, at der fortsat var seks savnede.
På en video, som Zelenskyj offentliggjorde tidligere på ugen, kan man se, at de øverste etager af bygningen er fuldstændigt ødelagt efter angrebet.
Det meste af etagerne er væk, og murbrokker ligger både indeni og rundt om selve boligblokken.
Det ukrainske militær har tidligere meddelt, at missilet blev affyret fra et russisk bombefly.
Ternopil og det øvrige vestlige Ukraine ligger langt fra frontlinjen i øst og bliver kun sjældent ramt af større angreb.
/ritzau/
