Den afghanske regering opjusterer dødstallet til 27 og antallet af kvæstede til 1000 efter det jordskælv, der natten til mandag ramte den nordlige del af landet.

Det oplyser nyhedsbureauet AFP tirsdag på baggrund af en meddelelse fra Afghanistans sundhedsministerium.

De fleste af dødsfaldene er registreret i provinserne Balkh og Samangan, lyder det fra ministeriet.

Landets nationale katastrofemyndighed oplyser, at de fleste af de tilskadekomne ikke er i kritisk tilstand, skriver AFP.

- Takket være indsatsen fra alle de relevante myndigheder er redningsarbejdet nu afsluttet i de berørte områder, fortæller ministeriets talsmand Sharafat Zaman.

Ifølge en AFP-korrespondent i området ryddede lokale indbyggere tirsdag murbrokker fra deres huse i silende regnvejr, mens elforsyningen fortsat var afbrudt flere steder.

Skælvet havde epicenter 37 kilometer nordvest for storbyen Mazar-i-Sharif i provinsen Balkh og havde en dybde på ti kilometer, oplyser den amerikanske geologiske tjeneste USGS.

Jordskælvet følger efter et andet voldsomt skælv i august, som kostede over 2200 mennesker livet i det østlige Afghanistan.

Skælvet dengang var det dødeligste i landets nyere historie og ramte et bjergområde med mange skrøbelige huse.

/ritzau/