Dødstal efter metroeksplosion stiger til 14

14 er døde, og 49 er sårede, efter at en bombe eksploderede i metroen i den russiske by Sankt Petersborg. De russiske myndigheder mistænker en russisk statsborger, der er født i Kirgistan.

Foto: STR. En eksplosion i et metrotog i Skt. Petersborg peger i retning af terror. Kirgisiske myndigheder bekræfter, at den mistænkte er født i Kirgistan, men at han er russisk statsborger. AFP PHOTO / STR / ALTERNATIVE CROP
Læs mere
Fold sammen

Dødstallet efter mandagens bombeeksplosion på et metrotog i den russiske storby Sankt Petersborg er steget til 14. Det skriver Reuters, der citerer nyhedsbureauet RIA. Tidligere på morgenen lød dødstallet på 11, men cirka klokken 10.30 dansk dansk tid opdaterede flere medier, heriblandt Reuters og BBC, dødstallet til 14.

BBC melder om 49 sårede.

Gerningsmanden er sandsynligvis en russisk statsborger født i Kirgistan. Det siger Kirgistans sikkerhedstjeneste tirsdag ifølge Reuters. Kirgistan har modtaget en officiel henvendelse fra de russiske sikkerhedsmyndigheder om at identificere den mistænkte. En talsmand fra den kirgisiske sikkerhedstjeneste siger, at manden er født i 1995 i Kirgisistans andenstørste by, Osh.

Foto: ANTON VAGANOV. 14 er døde og 45 såret ved mandagens bombeeksplosion i metroen i Sankt Petersborg. Fold sammen
Læs mere

Kirgistan er et primært muslimsk land med seks millioner indbyggere. Det er Ruslands tætteste allierede, og der er blandt andet en russisk militærbase i Kirgistan. Det skriver Reuters.

BBC citerede tidligere på morgenen nyhedsbureauerne Tass og Interfax for, at myndighederne har identificeret en mistænkt, men at der er forskellige rapporter om, hvorvidt han var en selvmordsbomber. Ifølge BBC skulle den mistænkte være en 23-årig mand med kendte forbindelser til radikal islam.

Det tyder på, at eksplosionen var forårsaget af en improviseret sprængladning lavet af TNT. Bomben sprang, mens metrotoget var mellem stationen Sennaja Plosjtjad og stationen Tekhnologichesky Institut. Togføreren valgte at køre toget hen til den nærmeste station, som var Tekhnologichesky Institut, efter eksplosionen. Ruslands premierminister Dmitry Medvedev siger, at der er tale om en terrorhandling. Det skriver BBC.

En ueksploderet bombe blev kort tid efter eksplosionen fundet på metrostationen Ploshchad Vosstaniya. Den bestod af et kilo TNT og blev sikkert afmonteret ifølge BBC.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, befandt sig i Sankt Petersborg, da eksplosionen fandt sted, og han lagde sent mandag aften blomster ved et improviseret mindesmærke for ofrene. Det skriver Reuters.

Foto: MIKHAIL KLIMENTYEV. Den russiske præsident, Vladimir Putin, lægger blomster ved et improviseret mindesmærke for ofrene for bombeeksplosionen den 3. april 2017. Fold sammen
Læs mere

Undersøgelser af de dræbte tyder på, at der har været tale om en selvmordsbomber. Det skriver Reuters, der citerer det russiske nyhedsbureau Interfax.

USAs præsident, Donald Trump, har ifølge Reuters ringet til præsident Vladimir Putin for at kondolere og tilbyde sin støtte. Ligeledes har Kinas udenrigsminister Wang Li kondoleret og tilbudt sin støtte.