Dødskaptajn kommer for retten

Tirsdag begynder retssagen mod Francesco Schettino, kaptajn på krydstogtskibet Costa Concordia, som forliste i 2012 med 32 døde til følge.

Den 52-årige Costa Concordia-kaptajn Francesco Schettino kommer tirsdag for retten i hjemlandet Italien, hvor han vil blive tiltalt for manddrab. Fold sammen
Læs mere
Foto: TIZIANA FABI, TIZIANA FABI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ITALIEN: Den 52-årige Costa Concordia-kaptajn Francesco Schettino kommer tirsdag for retten i hjemlandet Italien, hvor han vil blive tiltalt for manddrab.

Det skal afgøres, om han havde ansvar for, at 32 mennesker i januar sidste år mistede livet i vandet ud for øen Giglio, da det luksuriøse krydstogtskib bragede mod en klippeformation.

Schettino er i medierne blevet fremstillet, som en dameglad levemand med tilbagestrøget sort hår, der havde mere travlt med at imponere en moldovisk kvinde end at stå ved roret på ulykkesnatten.

Den fremstilling har givet ham tilnavnet »Kaptajn Kujon« og »Italiens mest forhadte mand«. Særligt lydoptagelser, hvor Schettino af en havnevagt bliver beordret tilbage på skibet, efter han angiveligt var sprunget i en redningsbåd og hævdede, han ville koordinere redningsaktionen fra kysten.

Over 450 vidner kan blive indkaldt til sagen, der ifølge Schettinos advokater ikke handler om kaptajnen, men om krydstogtsselskabet bag, der ifølge AFP er Europas største. Ifølge forsvaret var »ingen enkelt mand ansvarlig for så stor en ulykke«, og derfor skal ansvaret deles med det øvrige personale på båden og selskabet.

Det var 13. januar 2012, at skibet Costa Concordia med 4,229 mennesker fra 70 forskellige lande smadrede mod en klippe ud for Giglio, der ligger i havet ud for det sydlige Toscana.

Retssagen finder sted i byen Grosseto, der den tætteste på skibsvraget. Sagen er allerede blevet udsat i otte dage på grund af en national dommerstrejke, og kan faktisk blive udskudt igen, hvis advokaterne vælger at følge strejken.