Dødsdommen mod Morsi er et ekko fra det gamle styre

Egyptens regime risikerer at give landets første demokratisk valgte præsident, Mohammed Morsi, evig martyrstatus, hvis lørdagens dødsdom føres ud i praksis.

Egyptens første folkevalgte præsident, Mohammed Morsi, ankommer til retten i Cairo, hvor han sammen med flere end 100 øvrige medlemmer af Det Muslimske Broderskab lørdag blev dømt til døden. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Dødsdommen mod Egyptens tidligere præsident og leder af Det Muslimske Broderskab, Mohammed Morsi, kan ikke kun forklares med det nuværende regimes ønske om at statuere et eksempel over for landets islamister.

Dommen får Egyptens nye styre til at fremstå autoritært og tilbagestående. Samtidig efterlader den ikke landets islamister med andet end had og materiale til mange års martyrdyrkelse. Dødsdommen ligner et regime, der nærmest automatisk skyder sig selv i foden, men det hører også til forklaringen, at Egyptens juridiske system og politi stadig er spækket med tidligere præsident Hosni Mubaraks trofaste tjenere.

Han blev væltet i 2011, og nu lugter hans gamle garde hævn. Embedsmænd og dommere har et regnskab at gøre op for de ydmygelser, Mubarak er blevet slæbt igennem de seneste fire år. Og selv om det ikke altid er i overensstemmelse med nuværende præsident Abdel Fattah al-Sisis linje, kan Mubaraks gamle drenge og regimet ofte enes om, at islamister og systemkritikere bør betale prisen.

Sammen og hver for sig

I øjeblikket er Egypten delt i tre grupper, der både kæmper side om side og indbyrdes. På den ene side er autokraterne enige om at straffe islamisterne for det ene år mellem sommeren 2012 og sommeren 2013, hvor landet tog de første skridt mod islamistisk diktatur under Det Muslimske Broderskab. Al-Sisi er hoppet med i kampen mod Islamisk Stat i det nære nabolag, han kæmper en krig mod Houthi-bevægelsen i Yemen og udnytter enhver mulighed for at kæde egyptens islamister sammen med truslerne udefra. Det gør ham populær.

En hilsen til islamisterne

På den anden side er der stadig indflydelsesrige personer i Egypten, der mener, at Mubarak eller en af hans sønner vil gøre Egypten mere gavn end præsident al-Sisi.

Dødsdommen mod Morsi er på flere måder et ekko fra det gamle styre.

Et stabilt og velfungerende juridisk system ville næppe have dømt landets første demokratisk valgte præsident til døden for at bryde ud af fængsel og for spionage. Samme domstol har for nylig dømt Mubarak til tre års fængsel i en korruptionssag. Militærets og politiets drab af civile under Mubarak og al-Sisi er stadig ikke en sag for de egyptiske domstole. Ligesom det aldrig var i de mange år Mubarak selv sad på præsidentposten.

Siden 2013, hvor den egyptiske hær væltede Mohammed Morsi og Broderskabets styre med støtte fra store dele af befolkningen, har præsident Abdel Fattah al-Sisi ført en massiv offensiv mod Broderskabets medlemmer og andre af landets islamister. Han har ladet tusinder fængsle og ført væbnet kamp mod andre. Han har prædiket stabilitet og endda opfordret til nye fortolkninger af Koranen, fordi han tror på, at Egypten kan tvinges til stabilitet med hård hånd, og fordi han mener, at landet er bedre tjent med en mere stueren fortolkning af de hellige skrifter end Broderskabets og salafisternes aggressive og fundamentalistiske retorik. Han siger åbenlyst, at han ikke mener, den egyptiske befolkning er moden nok til demokrati, og godt hjulpet af sin personlige karisma får han næsten uden udfordring lov til at forme det nye Egypten, som han vil.

Al-Sisi ser Morsis dom som en metode til at presse islamisterne, og det vil være en overraskelse, hvis han virkelig lader den tidligere præsident klynge op. Al-Sisi kan vifte med dommen, hver gang islamisterne tager tilløb til at forstyrre stabiliteten i landet, men han har også sikret sig en bremsemekanisme i form af stormuftien, der skal godkende dødsdommen, som sidste instans. På den måde er al-Sisi bedst stillet med, at dødsdommen bruges som et politisk redskab. Han ser fremad og samler på trumfer, der kan spilles ud, når eller hvis det bliver nødvendigt.

»Gode gamle dage« i Mubarak-lejren

Mubaraks folk i det egyptiske system ser også fremad, men drømmer om fortiden. Og det skaber spændinger med al-Sisi. De kritiserer al-Sisi for at skade de private erhvers­drivende ved at give hæren monopol på de store kontrakter, og de taler om Mubaraks søn Gamal som en mulig kandidat til præsidentposten. Altsammen som om omvæltningerne i 2011 og 2013 aldrig havde fundet sted. Men mest karakteristisk for de levn af Mubarak-styret, der er tilbage i Egypten, er trangen til hævn. Mod alle dem, der har været med til at trampe på Mubaraks navn de seneste fire år. TV-værten Reem Maged fik for nylig lukket sit nye TV-show efter bare to udsendelser. Ikke for indholdet, men fordi hun var en af de mest fremtrædende Mubarak-kritikere, dengang i 2011.

Samtidig får Mubarak selv taletid på radio og TV, når han kommenterer udviklingen i landet. Og nu er Mohammed Morsi blevet dømt til døden. Han var selv med til at ydmyge Mubarak i 2012 med en livstidsdom, der nu er ændret til tre år.

Mens det er politisk vinding for al-Sisi, føler Mubaraks folk, at det er historisk retfærdighed. Og de håber, det vil bringe Egypten et skridt tættere på »de gode gamle dage« før omvæltningen i 2011.