Dødsdom over australske narkosmuglere står ved magt

To australiere står til at blive henrettet ved skydning for forsøg på at smugle heroin ud af Indonesien. Det har en indonesisk domstol mandag slået fast. De to australske statsborgere havde forsøgt at få dødsdommen omstødt, men det blev afvist, skriver Reuters.

Ifølge den indonesiske statsanklager er mulighederne for at appellere nu udtømte, men de to mænds forsvarere siger ifølge Reuters, at de vil gå videre med sagen til forfatningsdomstolen i Jakarta.

De to australiere - Andrew Chan og Myuran Sukumaran - blev i 2006 dømt til døden for at være bagmændene i en smuglerring. Mændene blev arresteret, da de forsøgte at smugle otte kilo heroin fra Indonesien til Australien.

BNB/Reuters