Dødsdømt nordmand benådes af Congo efter otte års fængsel

Norske Joshua French blev i 2009 anholdt med sin ven i Congo, efter at deres chauffør blev fundet dræbt.

Arkivfoto: Norske Joshua French blev i 2009 anholdt med sin ven i Congo, efter at deres chauffør blev fundet dræbt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Junior D. Kannah

Congo har besluttet at benåde nordmanden Joshua French, der har afsonet knap otte år for drab i et congolesisk fængsel. Det skriver den norske tv-station NRK.

»Joshua French vil blive sat fri«, siger Congos justitsminister, Alexis Thambwe Mwamba, til NRK.

Løsladelsen kan ske i løbet af alt fra en uge til nogle måneder. Men justitsministeren garanterer, at det vil ske i løbet af 2017.

Der er dog fortsat en del procedurer, som skal på plads, før benådningen kan underskrives.

Beslutningen er ifølge NRK truffet af hensyn til French' mor. Men Kari Hilde French, som hun hedder, har ifølge norske VG ikke hørt noget om, at sønnen benådes.

Og den norske udenrigsminister, Børge Brende, understreger på Twitter, at sagen ikke er ovre, før French er ude af Congo.

Joshua French blev i 2009 anholdt sammen med samarbejdspartneren og vennen Tjostolv Moland, efter at deres chauffør blev fundet dræbt. De blev siden dømt til døden.

Moland blev i 2013 fundet død i fængselscellen, som han delte med French.

Først sagde congolesisk politi, at han havde taget sit eget liv. Senere valgte politiet dog at tiltale Joshua French for mordet. Han blev idømt livstid for drabet i februar 2014.