Dødelig vold eskalerer i løsrivelsesparate dele af Cameroun

I Camerouns to engelsktalende regioner bliver folk anholdt vilkårligt, tortureret og dræbt, viser ny rapport.

Læs mere
Fold sammen

En bølge af dødelig vold er eskaleret i flere regioner i det vestafrikanske land Cameroun. Det oplyser Amnesty International tirsdag.

Bevæbnede separatister skyder militærpersonale, brænder skoler ned og angriber lærere. Det viser en ny rapport baseret på interviews med flere end 150 ofre og vidner samt satellitbilleder.

Samtidig bliver folk tortureret af sikkerhedsstyrker, ligesom at soldater skyder mod folkemængder. Der bliver også foretaget vilkårlige anholdelser og ødelagt landsbyer i de engelsktalende regioner i nordvest og sydvest.

Voldsofre beretter om at få bind for øjnene af sikkerhedspersonale og blive banket med forskellige genstande, herunder stave, ledninger og skydevåben samt at få sat strøm til sig.

- Gennem tre dage slog de os med skovle, hammere, planker og kabler. De sparkede os og hældte varmt vand på os, fortæller en mand, der blev anholdt i december 2017, til Amnesty International.

Ifølge organisationen er talrige mennesker døde i forvaring.

Amnesty International har også dokumentation for flere ulovlige drab, som blev udført af hæren under tre sikkerhedsoperationer i december 2017.

Yderligere dræbte væbnede separatister mindst 44 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne mellem september 2017 og maj 2018, oplyser Amnesty International.

Cameroun har været plaget af voldsomme uroligheder, siden de to engelsktalende regioner i nordvest og sydvest meddelte, at de ønsker at løsrive sig og danne et nyt land under navnet Amazonia.

Under urolighederne er mindst 33.000 mennesker flygtet til nabolandet Nigeria.

Engelsktalende camerounere i den tidligere franske koloni har længe klaget over, at de bliver behandlet som andenrangsborgere og får færre statslige midler.

De engelsktalende camerounere udgør omkring en femtedel af landets indbyggere.

/ritzau/dpa