Dobbelt justitsmord sendte ham bag tremmer i over 20 år

Det er blevet kaldt den vestlige verdens værste justitsmord nogensinde, og den norske justitsminister har netop iværksat en kulegravning af den ulykkelige sag: I 1970erne blev en delvist lam, døvstum mand dømt for mordet på to studiner. Kort før jul sidste år tilstod en anden drabene på sit dødsleje. Norge kæmper med at forstå, hvordan manipulation, trusler og falske beviser sendte en uskyldig mand bag tremmer i mere end 20 år.

Dobbelt justitsmord sendte ham bag tremmer i over 20 år - 1
Fritz Moen kunne ikke lægge bånd på sin bevægelse, da han i oktober 2004 blev endegyldigt frikendt for mordet på Sigrid Heggheim. Men først i sommer fik han post mortem sin endelige oprejsning. Foto: Mattis Sandblad/VG Fold sammen
Læs mere

I en norsk sygeseng ligger en 67-årig døende mand.

Det er fem dage før juleaften 2005, og manden har mindre end 24 timer igen. Han er svag og træt, men kæmper med ordene over for sygeplejerskerne, præsten og politifolkene ved hans side. For han, Tor Hepsø, har et næsten 30 år gammelt udestående at bringe i orden.

I flere bibler ved sin side har han mærket udvalgte tekster, særligt Ordsprogenes Bog, kapitel seks:

Et ondsindet menneske og en ond mand er han, som fører falsk tale. (...)

Med svig i hjertet udtænker han ondt, altid sår han splid.

Derfor kommer hans ulykke pludseligt, han knuses brat og uhelbredeligt.

Det er ikke et godt liv, der lakker mod enden på Sykehuset Namsos. Tor Hepsø, en tidligere boreplatformsarbejder, har gennem livet drukket, været indlagt med depressioner og angst, og i firserne blev han anmeldt for at voldtage og forsøge at kvæle sin daværende samlever.

Men det er ikke det, han fremstammer nu. Han taler om to mord på unge studiner, Sigrid Heggheim og Torunn Finstad. Det var ham, der gjorde det, siger han.

Tilståelsen giver en masse svar. Problemet, som nu rider det norske retssystem som en mare, er, at en anden - en handicappet, døvstum mand ved navn Fritz Moen - allerede har tilbragt over 18 år i fængsel for mordene.Den norske justitsminister, Knut Storberget, udsendte for få dage siden en ydmyg undskyldning og iværksatte en officiel kulegravning af det måske værste justitsmord nogensinde i den vestlige verden. Det fandt sted i det norske retssystem, som burde være et af verdens bedste; ufejlbarligt og bygget på de stolte principper: At tvivlen skal komme den anklagede til gode. At enhver er uskyldig, til andet er tilstrækkeligt og tilbundsgående bevist. At sandheden kommer frem for alt. I tilfældet Fritz Moen gik noget grueligt galt.I slutningen af halvfjerdserne blev den norske befolkning opskræmt af to bestialske kvindemord i Trondheim. Begge på unge, kønne 20-årige studiner på vej hjem fra lørdagsfest.

I 1976 blev Sigrid Heggheim fundet ved en benzintank; voldtaget og dræbt, kvalt i sin hættesnor og med voldsomme hovedlæsioner. Politiet kom ingen vegne med efterforskningen, og knap et år senere, i oktober 1977, slog gerningsmanden til på ny: Torunn Finstad blev fundet med hovedet i en elv, voldtaget og kvalt i sin hættesnor. Denne gang handlede politiet hurtigt. Dagen efter anholdt man 35-årige Fritz Moen.

Fritz Moen var en udstødt. Et institutionsmenneske, som havde hele sin fysik og sit ophav imod sig. Som resultatet af en affære mellem en tysk soldat og en norsk kvinde blev han fra sin fødsel i 1941 stemplet som »tyskerunge«, og hans mor overlod ham tidligt i offentlig varetægt.

Fritz Moen fik aldrig, på trods af sin intelligens, nogen særlig skolegang. Tilmed var han delvist lam, han kunne ikke bruge sin højre arm. Og som næsten døvstum havde han svært ved at udtrykke sig til omgivelserne - og svært ved at forstå andre. Hans nærmeste kontakt til kvinder havde bestået i at åbne frakken og blotte sig på gaden.

Der gik et lettelsens suk gennem Trondheim og hele Norge, da det forlød, at »blotteren« Fritz Moen havde tilstået drabet på Torunn Finstad. Og i foråret 1978 idømtes den døvstumme mand sammenlagt 30 års fængsels- og sikringsdom. Politi- og anklagemyndighed vejrede morgenluft. Den uopklarede mordsag på Sigrid Heggheim blev taget op igen - det var tydeligvis begået af samme mand - og i 1981 fik Fritz Moen en tillægsstraf, nu også dømt for mordet på Sigrid.Sagen virkede klokkeklar, der forelå igen en tilståelse. Alligevel var Fritz Moens erfarne, normalt korrekt optrædende forsvarsadvokat, Olav Hestenes, rystet den dag i 1981:

»For første gang i skranken tillader jeg mig at sige, at der er begået justitsmord,« tordnede han dybt berørt. Dommer Karl Solberg reagerede vredt og øjeblikkeligt:

»Jeg vil have mig frabedt den slags udtalelser i retten!«

Og dermed gled Fritz Moen ind bag tremmer. Glemt af samfundet tilbragte han år efter år i Ila, fængslet for de værste forbrydere i Norge.

Indtil en stædig journalist, Tore Sandberg, 17 år senere vendte sagsbunken og minutiøst begyndte at gennemgå beviserne mod Fritz Moen.

Noget var rablende galt, mente Tore Sandberg, der i 1981 havde dækket sagen for norsk TV. Fritz Moen, nu en mand i slutningen af 50erne, nægtede fra sin fængselscelle pure at have begået drabene. Og da en professor ved Regionssykehuset i Trondheim, Olav A. Haugen, i år 2000 indvilligede i at skrive en rapport om sagen, dukkede foruroligende fakta og spørgsmål op.

De sædrester, som blev fundet på den dræbte Sigrid Heggheim, var ikke Fritz Moens. Blodtypen, type A, passede ikke. Det vidste retten og juryen i 1981, men tillagde det ingen vægt. Det kom også frem, at Fritz Moens tilståelser var fremkommet under torturlignende, lange afhøringer - uden døvetolk - hvor efterforskerne skreg »tilstå, tilstå!« til den rædselsslagne Fritz Moen. Forudsigelige besværligheder med at kommunikere med Fritz Moen havde også vist sig i retten, hvor den døve mand blev spurgt i vest og svarede i øst, uden at dommeren greb ind.

Politiet havde desuden, opdagede professoren, haft det problem, at Fritz Moen indledningsvis havde et bundsolidt alibi for den aften i 1976, hvor Sigrid Heggheim blev dræbt. Fire år senere, da sagen kom for retten, var politiets problem »løst«: De havde flyttet drabstidspunktet til et døgn tidligere - og Fritz Moens alibi var væk.

Man måtte også, bemærkede professoren, logisk spørge: Sigrid og Torunn var kvalt med voldsom magt - og vidner havde efter Sigrid-mordet set en rød Volvo Amazon ræse fra gerningsstedet. Kunne en mand, der var lam i højre arm, klare at kvæle to kvinder? Og kunne han, der ikke ejede en bil, der ikke kunne køre bil, forlade stedet på den måde?

Alle disse fakta, alle disse tvivlsspørgsmål, kendte politiet 20 år tidligere. Retten kendte dem, og juryerne kendte dem. Der var al mulig begrundet tvivl. Alligevel blev Fritz Moen dømt.Norges retsvæsen og politi kæmpede med næb og kløer mod den nye rapport og journalisten Tore Sandbergs opdagelser. De latterliggjorde på det nærmeste Sandberg, som nu kaldte sig »privatefterforsker«.

Flere retsinstanser afviste at genoptage Fritz Moen-sagen og kaldte politiets arbejde betryggende og solidt. Men i oktober 2003 kom sejren; Norges højesterets ankeudvalg ophævede uden tøven dommen i Sigrid-mordet: Beviserne var utilstrækkelige, især det faktum, at sædresterne på Sigrid stammede fra en anden, burde have skabt afgørende og berettiget tvivl, lød afgørelsen.

»Dette er en glædens dag. Nu kan jeg leve! Jeg er ikke bitter, men det har været grusomt. Der er mange, som bør skamme sig,« sagde Fritz Moen den dag til Aftenposten, nu en hvidhåret, slidt, 62 år gammel mand, der kun ønskede at fejre dagen med en napoleonskage.

Torunn-dommen stod imidlertid ved magt. Indtil den døende Tor Hepsø tilstod begge drab på sit dødsleje.I sommer tog Norges særlige Kommission for genoptagelse af straffesager foranlediget af Tor Hepsøs tilståelse Fritz Moens sag op igen. Kommissionen vurderede, at der ikke var nogen grund til at stille spørgsmål ved tilståelsen; man fandt endda beviser for, at Tor Hepsø havde opholdt sig i Trondheim på drabstidspunkterne.

Den 24. august frifandt Borgarting Lagmannsret endeligt Fritz Moen for Torunn-drabet. Efter årtiers benægtelse af, at der var sket fejl i den handicappede mands sag, undskyldte politimesteren i Trondheim og Norges rigsadvokat officielt til Fritz Moen. Og justitsministeren har som sagt bebudet en kulegravning af efterforskningen og rettergangen.

For Fritz Moen kommer oprejsningen og undskyldningerne imidlertid for sent. I påsken 2005 blev han fundet død foran fjernsynet i sin lejlighed. Alene og blot 64 år gammel.

Tilbage står det officielle Norge, der nu skal forsøge at forhindre, at noget lignende sker igen. Der skal forstå, hvordan så groft et systemovergreb kunne ske på en mand, der med sit handicap og familieløse baggrund var dybt afhængig af samfundet.

Og tilbage står Fritz Moens dødsannonce med ordene:

»Dér, hvor du er nu, kan ingen skade dig.«