DMI: Haiti undgår orkanen Tomas

Opdateret kl 14.46: Ifølge prognoserne sniger orkanen Tomas sig udenom det jordskælvsramte Haiti.

Sattelitfoto fangede orkanen Tomas d. 2. november. Fold sammen
Læs mere
Foto: HO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I øjeblikket befinder orkanen Tomas sig i det caribiske hav sydøst for Jamaica og har retning mod Haiti og Cuba.

Men hos DMI vurderer Pressechef Niels Hansen, at det jordskælvsramte Haiti undgår også at blive ramt af orkanen og dermed slipper for endnu en naturkatastrofe.

- Lige nu er det en tropisk storm, der kan blive en lille kategori et orkan. Det er ikke så forskelligt fra decemberstormen, som vi havde i Danmark i 1999, men for Haiti, der er udsat, kan det være slemt nok. Imorgen formiddag dansk tid passerer orkanen området, men alle prognoser tyder på, at den sniger sig over strædet mellem Cuba og Haiti og derfor ikke kommer direkte ind over land, siger Niels Hansen.

Vand er det farligste

Ifølge Niels Hansen fra DMI er det ofte opfattelsen, at en orkan er farlig på grund af vindstyrken, men i virkeligheden er det nedbøren og den efterfølgende stormflodsbølge, der kan komme, som er farlig.

- De amerikanske prognoser viser, at stormflodsbølgen kun vil blive omkring en meter, og det er normalt ikke noget problem. Over et døgns tid kan der komme op til 250 milimeter regn, og det svarer til tre gange, hvad vi havde i Danmark i oktober måned i år, siger pressechef Niels Hansen.

Web-tv:

Han forklarer, at et regnskyl i den størrelse er farligt, hvis det rammer Haiti, fordi området har under 2 procent skov tilbage, og derfor kan selv begrænsede mængder nedbør forårsage dødsensfarlige jord- og mudderskred, fordi der ikke er rødder tilbage til at stabilisere jordbunden. Ifølge Niels Hansen er det historisk set den farligste konsekvens af orkaner, der tidligere har ramt Haiti - senest i 2008 med flere hundrede døde.

Haiti er udsat, men forberedt

Selvom Haiti er ekstra udsat i øjeblikket, vurderer Niels Hansen, at man er forberedt, hvis Tomas alligevel skulle ramme.

- Varslingsmæssigt er Haiti bedre stillet nu end for et par dage siden, hvor det så værre ud. Hvis prognoserne ændrer sig, kan orkanen snitte det vestligste Haiti, men det er meget usandsynligt. Man kan sige, at haitianerne er ekstra udsatte, fordi de bor i teltlejre efter jordskælvet, men på den anden side er der hjælpeorganisationer til stede, og man forsøger at tage meteorologisk hånd om problemet og forberede sig på situationen, siger Niels Hansen.

Den 12. januar 2010 blev Haiti ramt af et jordskælv, der efterfølgende har kostet 222.517 menneskeliv ifølge FNs opgørelser. Flere millioner mennesker er hjemløse som konsekvens af jordskælvet, og i øjeblikket er Haiti ramt af en koleraepidemi.