Disney vil lave ny udgave af filmklassikeren Alene Hjemme

På Disneys nye streamingtjeneste vil der komme en ny udgave af komedierne "Alene Hjemme" og "Nat på museet".

Los Angeles. Disney vil lave en ny version af filmklassikeren "Alene Hjemme" til sin kommende streamingtjeneste, Disney+.

Det fortalte Disneys administrerende direktør, Bob Iger, på en pressekonference i forbindelse med Disneys kvartalsregnskab tirsdag.

Det rapporterer det britiske medie BBC.

Disney har købt selskabet 21st Century Fox og har dermed fået rettighederne til blandt andet filmklassikeren fra 1990 med den dengang otteårige Macaulay Culkin i hovedrollen.

Den nye film vil kunne ses på Disneys nye streamingtjeneste, Disney+, der bliver lanceret i USA i november, og som skal konkurrere mod Netflix.

Bob Iger nævnte ikke, om den nye version bliver lavet som en film eller en tv-serie.

De tre "Alene Hjemme"-film fra henholdsvis 1990, 1992 og 1997, hvor en dreng bliver efterladt alene hjemme af sin familie og skal kæmpe mod indbrudstyve, har tilsammen indtjent 915 millioner dollar svarende til seks milliarder kroner.

Hovedpersonen fra de to første film, den nu 38-årige Macaulay Culkin, har efter nyheden lagt et lidet flatterende billede op af sig selv på Twitter, hvor han skriver:

- Sådan her vil en opdateret "Alene Hjemme"-film i virkeligheden se ud.

På billedet sidder Macaulay Culkin i en sofa med en halvstor, blottet mave. I skødet har han en bærbar computer, og på maven står en tallerken med mad, som han er ved at spise.

I et svar til sit eget opslag skriver han: Hej Disney, ring til mig!

Ud over "Alene Hjemme" planlægger Disney at lave en ny version af komedien "Nat på museet".

I filmen fra 2006 kan man se skuespilleren Ben Stiller, der spiller en nattevagt, som sammen med Owen Wilson og Robin Williams forsøger at holde styr på et museum, der vågner om natten.

/ritzau/