Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Eksperter advarer om en mulig forværring i forholdet mellem Nord- og Sydkorea, efter at en af Nordkoreas mest indflydelsesrige politikere er omkommet i en trafikulykke.
Det skriver den britiske avis The Guardian.
Kim Yang-gon, toprådgiver for Nordkoreas leder Kim Jong-un, blev tirsdag dræbt i en bilulykke, oplyser landets statslige nyhedsbureau.
Ud over at være et ledende medlem af det kommunistiske parti var Kim Yang-gon ansvarlig for at håndtere relationerne med Sydkorea.
I forbindelse med sidste sommers konflikt mellem de to lande, hvor begge parter raslede med sablerne, blev Kim Yang-gon tilskrevet en stor del af æren for, at stridighederne ikke eskalerede.
En professor ved Universitet for Nordkoreanske Studier i Sydkorea mener, at Kim Yang-gons død kan påvirke forholdet mellem nabolandene.
- Det her vil medføre en negativ indflydelse på de inter-koreanske relationer, siger professor Yang Moo-jin ifølge The Guardian.
- Jeg kan ikke forestille mig nogen, som kan erstatte hans rolle og turde fremsætte politiske idéer og råd til lederen (Kim Jong-un, red.) inden for disse områder, tilføjer professoren.
Synspunktet deles af andre med indsigt i nordkoreansk politik.
Nordkoreas nyhedsbureau, KCNA, beskriver Kim Yang-gon som "den kæreste og mest troværdige våbenkammerat". Hans død er "et stort tab" for partiet og folket, lyder det videre. Han fremhæves også for sin "beundringsværdige loyalitet og kompetence".
I 2007 spillede den trafikdræbte topfigur en ledende rolle i at få stablet et topmøde mellem den nu afdøde nordkoreanske leder, Kim Jong-il, og Sydkoreas daværende præsident, Roh Moo-hyun, på benene.
Kim Yang-gon blev 73 år. Der er ingen oplysninger om det trafikuheld, som tidligt tirsdag morgen kostede ham livet.
Han vil torsdag blive tildelt den sidste ære i form af en statsbegravelse.
/ritzau/