Dick Cheney får skiftet batteriet

Den amerikanske vicepræsident har gennemgået adskillige hjerteoperationer. Nu skal pacemakeren skiftes.

Foto: Bloomberg/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Fire hjerteanfald, fire bypass-operationer, to ballonoperationer og en pacemaker er den foreløbige liste over USAs vicepræsident Dick Cheneys problemer med helbreddet. Lørdag skal den 66-årige Dick Cheney igen under kniven.

Denne gang er det dog formentlig mindre dramatisk, når vicepræsidenten skal have skiftet sin pacemaker. Egentlig er det kun batteriet, som rutinemæssigt skal byttes til et nyt, men ved samme lejlighed skifter lægerne hele apparatet, siger en af vicepræsidentens talsmænd til amerikanske medier.

Dick Cheneys årlige helbredsundersøgelse afslørede ingen nye svagheder i hans tilstand - kun at batteriet nærmede sig sidste anvendelsesdato.

Så sent som i marts blev vicepræsidenten opereret for åreproblemer i sit venstre ben. For to år siden var den gal i samme område.